Nye billeder af Beats søskende

Jubiiiii - Beats opdrætter Paul sendte nye billeder af Beats søskende i dag :o).

Jeg har ikke tidligere kunnet se så meget lighed med Beat på de billeder han har sendt, men i dag kom det her fotografi af Chelsie. Hendes hoved, udtryk og blikket i øjnene er fuldstændig som Beat når han er i fjolle-humør.

Chelsie

Mac

Mor Meg, Glynn og Chelsie


Mor Meg og Glynn


Glynn og Chelsie


Glynn, Chelsie og mor Meg

Chelsie og Daisy

På hjemmesiden er der kommet en hel side med billeder af Beats søskende - klik her!

Kennelbesøg

Hazyland flokken har haft kennelbesøg i dag af DKKs kennelkontakt Karin Ernst. Jeg har været på DKKs opdrætteruddannelse (og det kan anbefales!) og sidste led af den er, at man skal have besøg af en kennelkontakt.

Hvis nogen er lidt nervøse ved tanken om at skulle have kennelbesøg, så kan jeg mane alle skræk-historier til jorden. Det var super hyggeligt og vi fik en god snak om det at have flere hunde sammen og at skulle træne og aktiverer dem og sikre, at de har så godt et liv som muligt.

Karin Ernst var professionel og dygtig til sit job og så tog hun det helt pænt, at Beat hoppede op i armen på hende og forventede at hun greb ham og at han dansede på hendes hoved mens vi sad og snakkede...

I rapporten skrev hun "Hundene er venlige og tager selv kontakt...". Mmmm det tør svagt antydes :-D.

Vi fik et anmærkelsesfrit kennelbesøg, så nu har vi ret til at bruge opdrætteruddannelsens logo.

Det er hundens ret og ejerens pligt at lave noget sammen

Forskellige oplevelser gennem de sidste 14. dages tid, har fået mig til at tænke over ansvar og træning. Jeg har tænkt over hvorfor jeg træner mine hunde. Er det kun for at klare mig bedst muligt til konkurrencer?

Det håber jeg ikke... Jeg håber at der er mere i det end det, for det forekommer det mig lidt ynkeligt hvis motivationen for at træne ene og alene kommer fra et ønsket om at deltage i konkurrencer og vinde.

Heldigvis er jeg kommet frem til, at min stærkeste motivation er, at jeg elsker at arbejde med hundene og slet ikke kan lade være.

Indrømmet - der er dage, hvor jeg nok ville have nøjes med en gåtur, hvis ikke det var fordi der ventede en konkurrence rundt om hjørnet, men trods alt så trænede jeg Dog Dancing næste dagligt i 10 år, før sporten blev en officiel konkurrence-sport. Og i de fleste af de 10 år var der 1 eller 2 opvisninger OM ÅRET, hvis det var et godt år.

Og Hazy stoppede sin konkurrence karriere i 3 års alderen, men blev stadig trænet flere gange om ugen indtil sin død som 13 årig. Hun lærte f.eks. at finde og markere for lugten af kaffe-bønner skjult i tasker eller rundt omkring terrænet, fordi jeg syntes at det ville være sjovt og interessant at se, om jeg kunne træne en hund til at reagere på en bestemt fært, ligesom en bombe-, narko- eller ID hund gør. Vi brugte år på det og eksperimenterede med forskellige kaffe-mærker og også pulverkaffe og færdiglavet kaffe. Vores største triumf var en dag da vi var ude og gå en tur og Hazy bludselig lå med næsen langt inde i en busk og nægtede at komme ud eller rejse sig. Det viste sig, at det lå et tomt plastic-bæger derinde, som der engang havde været kaffe i! Som 13 årig dækkede Hazy stadig, når hun fik tydelig fært af kaffe :o) og vi gjorde det ene og alene fordi det var sjovt. Der var absolut intet praktisk formål med det.

Så nej, det er ikke kun pga. konkurrencerne. Og det er heller ikke kun 'for sjov'. Det er også fordi det er min pligt som hundeejer og især som Border Collie ejer.

Jeg har ret stærke følelser for det at eje en Border Collie. Formentlig fordi jeg var med til at starte redningsfonden op og havde ansvaret for den i mange år. Jeg var i kontakt med mange Border Collie ejere, der ikke burde have ejet en! Jeg mener at når man anskaffer sig en Border Collie, så gør man det netop fordi man kan lide at træne og lave noget med sin hund. Det er hundens ret og ejerens pligt at lave noget sammen.

Jeg siger ikke at livet altid er nemt og at alting er enten sort eller hvidt. Det ved jeg godt, at det ikke er, men hvis jeg en dag står i en situation hvor jeg ikke mere har lyst, overskud, tid eller motivation til at træne med den ene eller flere af mine hund og hvis jeg kan se at de ikke trives med det liv jeg kan tilbyde dem, så håber jeg, at jeg har selverkendelse nok til at finde et nyt hjem til den eller dem.

Heidi har lige gjort det med Kinza. Jeg ved at det ikke var en nem beslutning, men hun traf den alligevel. Hatten af for hende!

Førstehjælps-kursus

I går aftes var jeg værtinde for et DKK kursus for sidste gang. Det er en lidt sær fornemmelse, at have sat en spændende kursus-kalender sammen, have lavet aftaler og fået en god kontakt til underviserne og så er det pludselig nogen andre der skal høste frugten af det. Nogen der slet ikke har de følelser for det, som jeg har.

Men that's life og heldigvis har jeg har et nyt, spændende og udfordrende job, der venter på mig og som jeg glæder mig til at komme i gang med. Kun 5 arbejdsdage tilbage på DKK. Weird!

Kurset i går var Førstehjælp for Hunde. Dyrlæge Paulette Topsøe-Jensen stod for undervisningen og det gjorde hun godt. Hun startede med noget teori. Kursisterne blev undervist i hundens kredsløb og tegn på forstyrrelser i dette samt mange andre vigtige elementer inden for livreddende førstehjælp.



Derefter blev det tid til at afprøve teorien i praksis og øve sig på at finde hjerteslag, puls osv. på de medbragte hunde.

Der blev også trænet i at lægge 'snudebånd' en primitiv mundkurv, der kan bruges hvis hunden er skadet og der er risko for, at den bider i affekt.

I virkeligheden var snudebåndet bare et dobbelt halvstik, der blev lagt rundt om hundens snude og bundet bag nakken med et råbåndsknob, men den forklaring giver nok mest mening for de, der har været spejdere. Det krævede ihvertfald noget træning fra kursisterne - der var ikke mange spejdere blandt dem :o).

Hundene blev undersøgt og tjekket igennem og kursisterne øvede sig og lærte en masse.

Og dette her har intet med førstehjælp at gøre, men se alligevel...
Nårh - en yndig lille dansehund! :o)

Hazyland flokken måtte pænt vente på kontoret mens undervisningen stod på.

Kurset bliver gentaget i Vejen til oktober og i Solrød igen til november, så man kan stadig nå at komme med. Læs mere her!

En tur med Biscuit ned ad 'Memory Lane'

Jeg har kigget på gamle hvalpe billeder af Biscuit i dag og er du sviller hvor var han bare bedårende! Det har været supe hyggeligt og jeg har smilet rigtig meget ved alle de minder, der dukkede op. Tænk at det kun er 4 år siden han var så lille!!!

Prøv lige at se de her...

Han ligner jo en lille engel :o)

Modsat Beat, der er lidt bange for marsvinene, så har Biscuit altid været glad for dem. Her er det ca. 12 uger gamle Biscuit, der hygger sig med Billie og Jamie.

Og en lille lur sammen...

Og Biscuit sammen med Michaels Border Collie Gizmo. Nårh hvor er de søde sammen :o).

Lørdag i Tveje Merløse

I dag havde Robbie besluttet sig for at besøge sin søn Zanto, der bor sammen med 2 andre Border Collier Asser og Cody samt hans ejere Vibeke & familie. Heldigvis inviterede han resten af Hazyland flokken og jeg med, så vi havde en rigtig hyggelig dag i Tveje Merløse ved Holbæk.

Vi gik en tur med alle hundene.


Og bagefter viste jeg Vibeke hvad jeg går og arbejder med med mine hunde og hun viste mig hvad hun laver med sine.

Beat viste lidt heelwork. Det var svært for ham at gå direkte fra at løbe og hyrde på/fjolle med de andre hunde og til at skulle lave præcist og koncentreret heelwork, men han klarede det fint og det er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Beats største udfordring har været at 'glemme' de andre hunde og fokusere 100% om mig, så det her var absolut en test for ham og han bestod med glans.

Whisper viste lidt af sit nye heelwork program og det gik faktisk bedre end jeg havde forventet. På trods af den uro der var rundt om ham, missede han ikke sine ellers svære skift mellem positioner.

Vibeke viste hvor langt Cody er kommet med hyrdetræningen. WOW hvor er han lækker når han arbejder. Super lydig og flotte flotte buer. Han er selvsikker og der er ingen tvivl om, at han er født til at arbejde med får.

Beat fik også lov til at komme ind til fårene, men det blev ikke til så meget. Fårene har lam og enkelte har endnu ikke født, så vi skulle være meget forsigtige med dem. Beat har ikke styr på hvad får er endnu, så han tændte kun når de bevægede sig. Men han fik mødt dem og fik spist noget fåre-lort :o) og når lammene er store nok til at møde en ung, uerfaren hund, så prøver vi igen og ser om der er noget i ham, som vi kan bygge videre på.

Robbie og Whisper har helt styr på det med får. Og de mente begge at de kunne gøre det bedre end Cody. Men de snore som de var bundet med, gjorde det umuligt for dem at bevise det. Heldigvis fandt de på råd... Og da vi kom ud, var det her hvad der var tilbage af deres dyre 'Rogz 4 Dogz' liner :o(

(Heldigvis holdt hegnet dem tilbage, så vi fik ikke selskab af 2 ekstra hyrdehunde ude på folden!)

Vi sluttede dagen med frokost og kaffe i Vibekes have.

Whisper forelskede sig i naboen tæve og hyggede sig med at springe frem og tilbage over hegnet ind til naboen. Tæven sprang også ind til os et par gange, men det var mere for at flirte med Robbie. Stakkels Whisper. Ikke sært at han ville ind til hende, så han kunne have hende for sig selv. I Vibekes have var det 7 hanhunde samlet, så der var lidt for meget konkurrence ;o)

Zeus og Beat

Selv om Zeus umiddelbart, når man ser hans kropssprog, kan virke lidt 'overvældende', så er ham og Beat vældig glade for hinanden og de nyder at lege sammen.
Zeus bliver en gang i mellem lidt frustreret over, at han ikke kan følge med Beat og så er hans taktik at snuse lidt og lade som om, at han er ligeglad, indtil Beat igen er tæt nok på til, at det kan betale sig at gøre et nyt forsøg :o).

Beats søskende

Jubiii - der kom mail fra Beats opdrætter Paul Adams i dag og sammen med den kom der billeder af hans søskende. Jeg har ikke set dem siden jeg hentede Beat da han var 8 uger gammel. Nu er de 9 måneder, så de ser næsten voksne ud.

Glynn, den han-hund, som Paul selv beholdte.

Paul havde lidt nyt om Beats familie. Først var der godt nyt om Beats mor:
"Since I last spoke to you Meg has qualified her second TD Open and got the trophy for best track, she is now qualified to compete in ticket which should be good".

Og derefter trist nyt om hans morfar:
"We heard some sad news this weekend and that is Julie's dog Matt who is Meg's father died. He was an outstanding working dog as you know and will be a great loss to Julie and Gary".

Jaz

Rosie og Glynn

Daisy, Glynn og Chelsie

Glynn, Daisy og Chelsie

Påske Mandag

Sikke en dejlig påskedag!

Og den har stået i hundenes tegn. Jeg trænede først Robbie, Whisper og Biscuit her hjemme og derefter puttede jeg dem alle i bilen og kørte ned på torvet for at træne Beat. Han har svært ved bilstøj, gøende hunde, uro fra mennesker osv. når han skal koncentrere sig, så det er vi nødt til at gøre lidt mere ud af.

Efter træningen gik jeg gennem den gamle bydel (se billedet) ned til søen og gennem byen tilbage til torvet.

Da jeg kom hjem, brugte jeg til tid på at rydde op på Beats hjemmeside.

Sejlivede Marley & Me

Jeg er normalt ikke en ondsindet person og jeg har ikke noget specielt hadefuldt forhold til hunde af racen labrador. Jeg fandt det derfor noget foruroligende, da jeg i går aftes hulkede af grin over netop sådan en hunds langsomme (læs: langtrukne) og pinefulde død.

Men begyndelsen er et godt sted at begynde, så det vil jeg gøre...

Helle, Johanna og jeg skulle i biografen. Helle og jeg havde begge læst John Grogans bog om den elskelige, men aldeles uopdragelige hund Marley og den havde sine morsomme elementer, så vi ville gerne se filmen.

Vi startede med en lækker middag på Jensens Bøfhus, hvorefter vi hentede vores biograf billetter og fortsatte til en hyggelig café for at få en kop kaffe.

Kaffen var god og snakken gik. Pludselig kiggede Helle på uret og udbrød "Klokken er 9!". Ups! Filmen begyndte kl. 9. Men ingen af os er store fans af reklamer og forfilm og der var mørkt i salen, så vi kunne ikke se de øvrige gæsters onde øjne, da vi alt for sent væltede ind i et mislykket forsøg på at være stille og ikke forstyrre, så det var ok. Vi landede i vores sæder lige præcis som filmen gik i gang. Phew!

De første 35 minutter af 'Marley & Me' kan varmt anbefales! Det var virkelig morsomt og jeg kunne slet ikke lade være med at grine. Desværre varede filmen langt over 1½ time og den sidste time var dræbende kedelig og langtrukken. Så langtrukken, at jeg tilsidst ønskede at den latterlige møjhund snart ville falde død om, så jeg kunne komme hjem!

Da Marley fik sin første mave-vending heppede jeg på dyrlægen for at få hende til at aflive den... Ikke for at befri hunden for dens lidelse, men for at befri mig fra min!

Men ak, Marley, der var sejlivet og kendt for at spise telefon-svarere og fjernsyn uden at få dårlige mave, overlevede. Endnu 20 minutters lyserødt amerikansk familieliv udspillede sig for vores øjne...

Og så!!! Endelig!!!! Marley blev syg igen. Det var klart for enhver, at der denne gang ikke var noget at gøre. Familien tog en tåre-væddet afsked, inden John Grogan kørte afsted til dyrlægen. Jeg havde en lille smule dårlige samvittighed over at ønske, at det ville gå stærkt, men når alt kommer til alt, så er det vel det vi ønsker for vores hunde. En hurtig og smertefri død efter et langt og godt liv.

Og netop som jeg sad i disse tanker og krydsede fingre for en hurtig beslutning fra John og dyrlægens side, lød der et højt hulk efterfulgt at et snøft fra et af sæderne bag os...

Helle, Johanna og jeg havde alle hørt det og da vi alle havde brugt den sidste time på at studere om viserne på vores armbåndsure var gået i stå, eller tiden virkelig bare gik så langsomt, var vores reaktion enstemmig. På nøjagtig samme tid brød vi ud i et uhæmmet fnis. Det var aldelses ubegribeligt og ustyrlig morsomt for os, at der stadig var nogen i salen, der var i stand til føle andre følelser end desperation over den sukkersøde idyl vi var vidner til!

Det tog os et lille minuts tid at genvinde kontrollen over vores lattermuskler. Min taktik var at stirre på en lille metal-plade i loftet over lærredet og koncentrere mig 100% om den. Johannas taktik var at fokusere tankerne om den homoseksuelle tjener fra Jensens og Helles taktik var at hænge ud over kanten af sædet, så hele overkroppen endte ude på gangen, hvorfra hun ikke kunne se Johanna og jeg.

Helles taktik virkede ikke! Mindre end 30 sekunder efter at der atter var ro fra vores stole-række, brød hun ud i en hulkende latter og Johanna og jeg fulgte med!

Vi regnede ikke længere kontrol som en mulighed - vores eneste chance var flugt!

Aldrig før har jeg forladt en biograf før forestillingen var slut og aldrig før har jeg været glad for ikke at behøve se de øvrige biograf-gængere i øjnene efter en film. Men til mit forsvar vil jeg sig, at Marelys sejlivethed nærmest var uvirkelig og hans ejeres liv så uinteressant, at det ikke var fair at bede os tage det seriøst!

Men hvor om alting er... Jeg kan anbefale jer at leje filmen på DVD, se de første 35 minutter og derefter returnere den til Blockbuster. Marley som hvalp og unghund vil være pengene værd, men når barn nummer to bliver født... THE END!

Påske besøg i Hillerød

Det dejlige ved påsken er, at man har tid til alt det man gerne vil, men tit har svært ved at nå... bla. at besøge familien.
I går kørte Hazyland flokken og jeg til Hillerød for at besøge min søster, svoger og lille nevø Andreas på 3 år. Min svogers bror og mor var også på besøg og det var en rigtig hyggeligt.

Jeg havde ikke været der ret længe før der pludselig dukkede et gækkebrev op på min taske. Jeg havde slet ikke set hvor det kom fra, så jeg gættede på, at det kom fra 'farmore', men det gjorde det ikke... Det kom fra Andreas!!!! Og så måtte jeg jo se om jeg kunne finde et påskeæg!

Det kunne jeg heldigvis. Phew! Ellers havde jeg været på den!

Sammen med påskeægget var der også en lille plys-muldvarpe med en lort på hovedet. I ved, den fra børnebogen... Så nu må søster Dorethe til at grave frem i gemmerne og se om hun kan finde bogen. Han har fået den af tante Mai da han var helt lille, så den er der og nu hvor han har set bamesen, vil han meget gerne høre den :o).

Selvfølgelig var der også chokolade og det vækker jo altid begejstring. Her er Andreas ved at fortælle onkel Sune hvem har har fået det af.

Mmmmm :oD

Efter alt det Chokolade skulle der motion til! Andreas startede med en cykeltur...

Og derefter gik vi en tur med hundene. Jeg ved ikke hvem der løb mest undervejs - Beat eller Andreas! Men far Allan prøvede at følge med Andreas, så han var ihvertfald den der pustede mest. Jeg prøvede ikke at følge med Beat :o).

Andreas fik også lokket farmand med ud på en cykeltur (Andreas cykler - far løber!) og efter det var far klar til en lidt mere stillesiddende aktivitet! Kaj og Andrea på YouTube. Hvis I har børn i 3 års alderen, så er det her klip et hit! Vi så det ca. 168 gange!

Onkel Sune og jeg blev også inviteret ind på værelset for at lege... Inviteret er måske et stort ord... "Kom her ind I to!" :o).

Vi byggede stole til Harry og Solveig og Andreas byggede også en færge, der sejlede til Hillerød, der iøvrigt lå under sengen (Hillerød altså).

En del af tiden hyggede hundene sig i bilen. De er lidt voldsomme for Andreas og han kan bedst lide dem i små doser. Farmand prøvede at forklare, at Beats ivrige nær-kontakt med Andreas'ansigt kun var 'kys', men Andreas hoppede ikke på den. Han tog farmands hånd og viste ham hvad et rigtigt kys er - så kunne far vel se, at det ikke er det Beat gør med hele tungen rundt i Andreas' ansigt!!!!