søndag den 27. marts 2011

27. marts

Everything happens for a reason...
27. marts.

D. 27. marts 2010 stod jeg op, hyggede mig med hundene og kl. 14 tog jeg på arbejde. I løbet af de næste timer blev mine grænser overskredet i en helt ufattelig grad. En psykisk syg kvinde skreg mig ind i ansigtet på en fuldstændig vanvittig måde, hun spyttede mig i ansigtet og jeg mærkede hendes savl løbe ned ad mine kinder, jeg blev sparket og slået så hård at mit knæ er smadret og jeg stod med en kniv få centimeter fra mit ansigt og min hals mens jeg blev bedt om at tage stilling til, om jeg ønskede at leve eller dø. Jeg tilbragte aftenen på skadestuen i Slagelse for at få de mærker jeg havde på kroppen dokumenteret og natten tilbragte jeg lysvågen, dopet af stesolid men stadig med totalt kaos i mit indre.

D. 27 marts 2011 stod jeg op, spiste morgenmad, gik en fantastisk tur med hundene, redigerede musik til Hero og Jazz, opdaterede Heros hjemmeside med nye billeder, gik endnu en tur med hundene, lavede aftensmad og nu er det tid til at slappe af... Om et par timer går jeg i seng og jeg forventer at sove trygt og roligt indtil i morgen tidligt, når vækkeuret ringer.

For præcist et år siden troede jeg ikke, at jeg nogensinde skulle kunne føle mig tryg igen. Jeg troede ikke, at alle de ting jeg går op i og elsker ville komme til at betyde noget igen. Min krop og mine følelser var i højeste alarm beredskab. Gosh de første måneder var svære. Jeg levede mit liv en dag af gangen - eller rettere sagt en time af gangen. Anne Charlotte - den psykolog som min arbejdsplads stillede til rådighed - var til helt uvurderlig hjælp og jeg er hende dybt taknemlig, men der skulle et andet voldsoffer til, før jeg fik den brik der manglede, for at jeg kunne komme videre og se fremad i stedet for bagud. Efter mødet med Aimé kunne jeg endelig holde op med at prøve at få overgrebet til at gå væk og i stedet lærer at forstå livet som det nu er.

Det sidste år har lært mig en svær lektie - tålmodighed! Ting tager tid! Arbejdsskade sagen - uafsluttet! Retsagen - endnu ikke begyndt! Møder, rapporter, skemaer... Hele tiden bliver jeg konfronteret med en episode, som jeg egentlig helst ville have afsluttet og lægge bag mig.
Og knæskaden... - uhelbredelig! For et år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle lærer at leve med kroniske smerter. Ikke nu ihvertfald. Måske engang når jeg bliver gammel, men jeg er jo ung...

For et år siden troede jeg, at jeg ønskede livet tilbage som det var før overgrebet og misforstå mig ikke - hvis jeg mødte ånden i lampen, så ville mit første ønske være, at overgrebet ikke havde fundet sted, men det fandt sted og det er netop essensen af det jeg har lært i det sidste år... At det fandt sted og livet er stadig godt.
Jeg har lært at det er i orden at være sårbar og at lade andre se, at jeg er det. Jeg har lært at tage hensyn til mig selv og mærke hvornår min krop og sjæl siger stop. Jeg har lært at accepterer at jeg sommetider bliver utryg og får et sug i maven og det er okay. Det er bare sådan det føles lige nu og det går væk igen.
Rigtig mange ting er blevet sat i perspektiv for mig. Når man med en kniv for struben og en sindsyg kvinde foran sig, har svaret på om man vil dø eller ej, så forekommer mange små trivialiteter pludselig ikke så vigtige.

27. marts.

27. marts er en god dag til at udtrykke sin taknemlighed.

Jeg er taknemlig for at jeg sammen med Helle og Anja, fik lov til at vinde et verdensmesterskab. Jeg er taknemlig for en fantastisk uge i Finland sammen med Helle, Katja og Susanna. Jeg er taknemlig for at jeg fik lov til at være der, da Robbie sov ind. Jeg er taknemlig for, at jeg kunne gå en smuk tur i solen sammen med min mor i går. Jeg er taknemlig for, at jeg har holdt min yngste nevø i armene. Jeg er taknemlig for, at Biscuit og jeg fik lov til at danse på Crufts. Jeg er taknemlig for min ferie hos Kath og David. Jeg er taknemlig for, at Hero snorker ved siden af mig mens jeg skriver dette. Jeg er taknemlig for at jeg var i live og havde alle de oplevelser, glæder og sorger...

27. marts.

lørdag den 26. marts 2011

Besøg i Næstved

Hero, Beat og jeg kørte til Næstved i dag for at besøge mine forældre. Med alle de rejser og andre aktiviteter der har været på det sidste, var det ved at være længe siden, at vi havde været der.

Mine forældre havde fået lavet en taske med et billede af Hero på til mig.
Billedet havde han fået Helle til at levere... Sikke en overraskelse :-)

Hero hilste høfligt på Bridie, da han kom ind.

Beat elsker at rulle når han kommer ind et sted, hvor der er tæpper.

Min mor og jeg så en gammel video fra en ferie, som vi var på i Prag i 1999!
Min far og Beat hjalp hinanden med at få videon til at virke.

Beat og min mor hygger - jeg tror måske, at Beat fandt det hyggeligere end min mor gjorde.

Min mor og jeg gik en lille tur med hundene.
Biscuit og Whisper havde ventet i bilen, mens Hero og Beat var med på besøg, så de skulle jo også lige lidt ud.

Den her lille fyr var ikke imponeret over 5 hunde!

Hindsgavl Slot

Hvordan ved man, at man er på et slot???
Man tjekker om toiletpapiret bliver foldet pænt når toiletterne rengøres!!!
- For det sker vist kun på rigtige slotte!!!
Torsdag og fredag i sidste uge var jeg på modul 1 af Conflict Coach uddannelsen på Hindsgavl Slot ved Middelfart på Fyn. Kurset var super interessant og om eftermiddagen bød naturen omkring slottet på nogle helt fantastiske gåture ved skov, eng og strand.







Om natten overnattede vi på et rigtig godt B&B - Kroghøjgaard. Det kan varmt anbefales, hvis man har brug for at overnatte ved Middelfart med hund. Søde værtsfolk og god plads til hundene.



Mmmm spisetid!

Hov... hvad laver Hero på bordet?

Biscuit føler sig godt hjemme.

God nat Whisper

Sov godt Hero

Og også dig Beat - Zzzzzzzzz

torsdag den 17. marts 2011

Home Sweet Home

En helt almindelig dag - og det har været skønt.


Jeg har været på arbejde - en dag på kontoret, så Hero kunne komme med mig. Derefter en gåtur sammen med Ingelise og hundene, inden jeg skulle hjem og... nåh ja, så stoppede det almindelig også, for jeg skulle hjem og pakke, for at blive klar til at tage til Prag, hvor jeg skal dømme en international dog dancing konkurrence på lørdag...

Hero var glad for at være tilbage på arbejde og han opførte sig eksemplarisk det meste at tiden...

Men jeg var ikke helt tilfreds, da han begyndte at drikke min kaffe!
Han sad på skødet af mig og hyggede lidt, da han fik øje på kaffen og diskret (men hurtigt og målrettet) drejede hovedet og tog sig en slurk. Hmpf!
Crufts og rejsen til England var spændende og det var dejligt at møde gamle venner og lærer nye venner at kende, men i dag trængte jeg til en almindelig arbejdedag, så jeg kan vågne i morgen og atter være eventyrlysten og se frem til at opleve Tjekkisk dog dancing fra første parket.

Efter arbejde tog Ingelise og jeg hundene med ud på en dejlig gåtur i skoven.

Da ví kom hjem var Beat klar til en hyggestund.

Og mens Beat hyggede, slagtede Hero Biscuits held og lykke får fra Crufts! Uartige hvalp!

Og efter masakren på fåret, var han også klar til en lille lur. Heros absolutte favorit sovested er på skødet af mig med hovedet på den bærbares tastatur. Ahhh - så hygger han!

onsdag den 2. marts 2011

Addddd!!!!!

Addddd!!!! Hero rullede sig i et eller andet klamt og ildelugtende da vi gik tur - og han smagte vist også på det, for man kan se, at det sidder på hans tænder. AD!


I går kom han løbende med et dødt, fladt pindsvin i munden... Han er meget charmerende i øjeblikket.