Der er 3 udstillinger; UTOPIA, en udstilling med kunst fra Impressionismen og en med værker fra Arkens permanente samlinger.
Først kom vi til UTOPIA. UTOPIA består af 3 udstillinger og den første af dem er i Danmark nu. Det er værker lavet af den kinesiske kunstner Qiu Anxiong. Hovedværket er en kæmpestor, gammel kinesisk togvogn. I vognens vinduer vises dokumentariske videoklip og skyggebilleder fra Kinas fortid, nutid og fremtid. Det var interessant, men gjorde ikke et kæmpe indtryk på mig.



Derefter kom vi til den permanente del af Arkens udstilling. Det var et mix a totalt mærkelig kunst, som intet sagde mig og værker der enten bare var smukke eller også fik mig til at tænke.




Så kom vi til den udstilling, som jeg egentlig var taget afsted for at se. Det var en udstilling udlånt af The Israel Museum i Jerusalem med værker af de franske impressionister og post-impressionister som f.eks. Monet, Pissarro, Renoir, Gauguin og van Gogh.
Det var en god oplevelse. Mange af kunstværkerne var bare smukke, hvilket jo i sig selv er nok, men nogle fortalte fantastiske historier. Bare ved at se på billederne, begyndte jeg at fantasere om de malede personers liv og oplevelser.
Og så var det i sig selv en oplevelse at stå helt tæt på et originalt maleri af van Gogh eller Monet - dem man normalt kun ser som reproduktioner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar