Sejlivede Marley & Me

Jeg er normalt ikke en ondsindet person og jeg har ikke noget specielt hadefuldt forhold til hunde af racen labrador. Jeg fandt det derfor noget foruroligende, da jeg i går aftes hulkede af grin over netop sådan en hunds langsomme (læs: langtrukne) og pinefulde død.

Men begyndelsen er et godt sted at begynde, så det vil jeg gøre...

Helle, Johanna og jeg skulle i biografen. Helle og jeg havde begge læst John Grogans bog om den elskelige, men aldeles uopdragelige hund Marley og den havde sine morsomme elementer, så vi ville gerne se filmen.

Vi startede med en lækker middag på Jensens Bøfhus, hvorefter vi hentede vores biograf billetter og fortsatte til en hyggelig café for at få en kop kaffe.

Kaffen var god og snakken gik. Pludselig kiggede Helle på uret og udbrød "Klokken er 9!". Ups! Filmen begyndte kl. 9. Men ingen af os er store fans af reklamer og forfilm og der var mørkt i salen, så vi kunne ikke se de øvrige gæsters onde øjne, da vi alt for sent væltede ind i et mislykket forsøg på at være stille og ikke forstyrre, så det var ok. Vi landede i vores sæder lige præcis som filmen gik i gang. Phew!

De første 35 minutter af 'Marley & Me' kan varmt anbefales! Det var virkelig morsomt og jeg kunne slet ikke lade være med at grine. Desværre varede filmen langt over 1½ time og den sidste time var dræbende kedelig og langtrukken. Så langtrukken, at jeg tilsidst ønskede at den latterlige møjhund snart ville falde død om, så jeg kunne komme hjem!

Da Marley fik sin første mave-vending heppede jeg på dyrlægen for at få hende til at aflive den... Ikke for at befri hunden for dens lidelse, men for at befri mig fra min!

Men ak, Marley, der var sejlivet og kendt for at spise telefon-svarere og fjernsyn uden at få dårlige mave, overlevede. Endnu 20 minutters lyserødt amerikansk familieliv udspillede sig for vores øjne...

Og så!!! Endelig!!!! Marley blev syg igen. Det var klart for enhver, at der denne gang ikke var noget at gøre. Familien tog en tåre-væddet afsked, inden John Grogan kørte afsted til dyrlægen. Jeg havde en lille smule dårlige samvittighed over at ønske, at det ville gå stærkt, men når alt kommer til alt, så er det vel det vi ønsker for vores hunde. En hurtig og smertefri død efter et langt og godt liv.

Og netop som jeg sad i disse tanker og krydsede fingre for en hurtig beslutning fra John og dyrlægens side, lød der et højt hulk efterfulgt at et snøft fra et af sæderne bag os...

Helle, Johanna og jeg havde alle hørt det og da vi alle havde brugt den sidste time på at studere om viserne på vores armbåndsure var gået i stå, eller tiden virkelig bare gik så langsomt, var vores reaktion enstemmig. På nøjagtig samme tid brød vi ud i et uhæmmet fnis. Det var aldelses ubegribeligt og ustyrlig morsomt for os, at der stadig var nogen i salen, der var i stand til føle andre følelser end desperation over den sukkersøde idyl vi var vidner til!

Det tog os et lille minuts tid at genvinde kontrollen over vores lattermuskler. Min taktik var at stirre på en lille metal-plade i loftet over lærredet og koncentrere mig 100% om den. Johannas taktik var at fokusere tankerne om den homoseksuelle tjener fra Jensens og Helles taktik var at hænge ud over kanten af sædet, så hele overkroppen endte ude på gangen, hvorfra hun ikke kunne se Johanna og jeg.

Helles taktik virkede ikke! Mindre end 30 sekunder efter at der atter var ro fra vores stole-række, brød hun ud i en hulkende latter og Johanna og jeg fulgte med!

Vi regnede ikke længere kontrol som en mulighed - vores eneste chance var flugt!

Aldrig før har jeg forladt en biograf før forestillingen var slut og aldrig før har jeg været glad for ikke at behøve se de øvrige biograf-gængere i øjnene efter en film. Men til mit forsvar vil jeg sig, at Marelys sejlivethed nærmest var uvirkelig og hans ejeres liv så uinteressant, at det ikke var fair at bede os tage det seriøst!

Men hvor om alting er... Jeg kan anbefale jer at leje filmen på DVD, se de første 35 minutter og derefter returnere den til Blockbuster. Marley som hvalp og unghund vil være pengene værd, men når barn nummer to bliver født... THE END!