onsdag den 14. april 2010

Livet går jo videre...


Lørdag for 2½ uge siden gik mit liv pludselig i stå.

I 20 minutter var hele min krop og alle mine sanser i højeste alarm-beredskab og det kulminerede i et kæmpe brag, hvor alt lukkede ned og jeg holdt op med at fungere.

Alt hvad jeg ellers interessere mig for blev ligegyldigt. Verden blev et skræmmende sted. Jeg mistede evnen til at gøre helt basale ting - sove, spise, læse, skrive, huske, forstå... Jeg var konstant bange, konstant ked af det og jeg savnede at have det, som jeg havde haft det før...
Mine tanker drejede sig kun om overgrebet. Jeg talte ikke om andet og forsøgte desperat at skabe mening i noget, der lignede vanvid.

Det var svært at tale med folk, fordi de altid sagde det forkerte. 'Jeg håber du har det bedre...' blev en næsten ubærlig sætning at høre. For nej, jeg havde det ikke bedre og jeg havde dårlig samvittighed over stadig kun at have overskud til mig selv. Jeg følte mig presset til at skulle have det bedre, for min angst og ked-af-det-hed var ubehagelig for andre at se på og være i nærheden af.

Jeg smilte og forsøgte at være modig og sej, både for at beskytte andre, så ikke de skulle blive bange for min sårbarhed, men også for at beskytte mig selv, for det var svært, når folk ikke turde se mig i øjnene eller blev utilpasse når jeg blev ked af det. Mange turde ikke spørge, fordi de var bange for min reaktion. Nogen ignorerede mig og andre lod som om intet var hændt og begge dele var svært, fordi overgrebet var blevet en del af mig og jeg havde brug for at blive accepteret med de mén og skader, som det havde efterladt. Jeg ønskede, at folk bare ville være sig selv og spørge hvis de var nysgerrige - lade mig fortælle. Det ønsker jeg stadig... Hvis jeg ikke har lyst til at tale om det, skal jeg nok sige til.

Hele tiden søgte jeg tilbage til før det skete. Jeg ville have mit liv tilbage som det var før overgrebet! Jeg ville have, at det hele skulle gå væk!

Og så en dag talte jeg med et andet volds-offer og hun fortalte mig, at det ikke handler om at få det tilbage som man havde før, for det kan man ikke få. Livet er ændret for altid. Det bliver aldrig det samme igen. I stedet for at prøve at skrue tiden tilbage, skal jeg lære at leve med det, som jeg har nu, for det kan være lige så godt - bare anderledes. Jeg skal skabe mig en ny identitet. Jeg er ikke mere Emmy som jeg var - jeg er nu Emmy der ved hvordan det føles at få en kniv holdt op mod halsen. Jeg er Emmy der ved, hvordan det føles når et andet menneskes spyt løber ned over mit ansigt. Jeg er Emmy der ved, at jeg kan modtage spark og slag uden at vise frygt eller trække mig tilbage. Det er den person jeg er nu og det vil jeg være altid fremover. Jeg skal finde ud af at leve med den viden, uden at det vælter mig omkuld hver gang jeg tænker på det. Det var det perspektiv jeg manglede, for at kunne begynde at se fremad i stedet for bagud.

De sidste 2½ uge har være en aktiv og meget bevist kamp for at få livet tilbage. Jeg har opdaget, at jeg er sårbar og kan skades. Jeg tror endda, at jeg har accepteret den viden. Jeg har opdaget, at jeg ikke altid er i stand til at tilgive. Og jeg har opdaget, at livet ikke altid giver mening.

Langsomt... meget meget langsomt begynder min krop at reagere mere normalt igen. Jeg begynder at kunne genkende mine reaktioner og tanker igen. Det er kun 2½ uge siden og det er langt fra overstået. Min krop knokler stadig for at få alle funktioner op at køre igen og det gør mig enormt træt. Og rent mentalt, er jeg rigtig sårbar - jeg har det godt, men der skal meget lidt til før jeg får det mindre godt. Søvnbesvær, koncentrationsbesvær, rastløshed og en lav tolerance overfor andre mennesker er stadig en stor del af mit liv.

Fysiske overgreb er forfærdelig. Det er enormt grænseoverskridende at blive slået og sparket. Og hvordan det føles at blive truet på livet kan slet ikke beskrives. Livet er jo det vigtigste vi har - uden det er vi ikke... Men det mest krænkende og det der er sværest at leve med er, at hun spyttede mig i ansigtet. Det kan jeg slet ikke håndtere! Det er så ækelt og jeg kan ikke forestille mig noget, der i højere grad kunne udtrykke afsky for min person.

Når jeg græder, mærker jeg ikke tårerne – det eneste jeg kan mærke, er et andet menneskes spyt, der løber ned ad ansigtet på mig.

Jeg elskede at gå tur med hundene i den milde forårsregn. Den jordagtige duft, der spreder sig, når den tørre jord bliver fugtig... Og regnen føltes næsten som en slags kærtegn, når den ramte ansigtet. Nu mærkes regnen ikke længere som kærtegn. Nu giver den mig kvalme, fordi den minder mig om den totale ydmygelse af et andet menneskes savl, der løb ned over mit ansigt.

Jeg er ude af stand til at slappe af. Jeg er hele tiden i gang med noget. Hvis jeg sidder ned i 5 minutter uden noget specielt at lave, så finder jeg straks en undskyldning for at rejse mig og gøre noget. Roen og stilheden skræmmer mig - med den kommer tankerne. Det bunder vel i, at jeg stadig er bange... Ikke for noget bestemt, men bare fordi, jeg nu ved, at verden ikke er så sikker, som jeg troede den var.

Jeg får hjælp... psykologen, mine venner, kollegaer og min chef har været super. Men ting tager tid og krise-bearbejdning tager den tid det tager... Det er dejligt, at der igen er gode dage og dage, hvor overgrebet ikke er altoverskyggende. Livet går videre og jeg begynder lige så stille at gå med...

2 kommentarer:

Stine sagde ...

Kæreste Emmy,
jeg var slet ikke klar over, at det var saa slemt et overgreb. Jeg er godt nok noget langt væk, men hvis du nogen sinde har brug for at snakke, så lad mig det vide. Jeg er ikke ubekendt med tramaofre gennem baade min uddannelse og mine klienter, selvom PTSD ikke er min specialitet.
Da jeg var vidne til et mord for mange år siden, tog det rigtig lang tid før jeg ikke konstant havde billeder, der blinkede i min hjerne, fra selv de mindste, hverdagagtige ting. En bestemt farve kunne minde mig om hendes strømpebukser, en lyd om hendes skrig osv. Det er nu over 10 år siden, og jeg har sjældent længere den slags deja vu'er, og de er ikke længere så emotionelle.
I det mindste var jeg ikke offeret, så du har meget mere at overkomme end jeg havde, men jeg tror på, at du vil finde styrken inde i dig selv til at komme igennem det og, som du siger, finde dig tilrette i en anderledes men lige så værdigfuld og ægte Emmy.

Stort kram,
Stine

Berit Bilde sagde ...

Tak for det flotte indlæg, som også har berørt mig....
Jeg sender dig altså lige en pb, da jeg nok synes, at den kommentar, som jeg gerne vil skrive til dig, trods alt bliver for personlig til kommentarfeltet