27. marts.Everything happens for a reason...
D. 27. marts 2010 stod jeg op, hyggede mig med hundene og kl. 14 tog jeg på arbejde. I løbet af de næste timer blev mine grænser overskredet i en helt ufattelig grad. En psykisk syg kvinde skreg mig ind i ansigtet på en fuldstændig vanvittig måde, hun spyttede mig i ansigtet og jeg mærkede hendes savl løbe ned ad mine kinder, jeg blev sparket og slået så hård at mit knæ er smadret og jeg stod med en kniv få centimeter fra mit ansigt og min hals mens jeg blev bedt om at tage stilling til, om jeg ønskede at leve eller dø. Jeg tilbragte aftenen på skadestuen i Slagelse for at få de mærker jeg havde på kroppen dokumenteret og natten tilbragte jeg lysvågen, dopet af stesolid men stadig med totalt kaos i mit indre.
D. 27 marts 2011 stod jeg op, spiste morgenmad, gik en fantastisk tur med hundene, redigerede musik til Hero og Jazz, opdaterede Heros hjemmeside med nye billeder, gik endnu en tur med hundene, lavede aftensmad og nu er det tid til at slappe af... Om et par timer går jeg i seng og jeg forventer at sove trygt og roligt indtil i morgen tidligt, når vækkeuret ringer.
For præcist et år siden troede jeg ikke, at jeg nogensinde skulle kunne føle mig tryg igen. Jeg troede ikke, at alle de ting jeg går op i og elsker ville komme til at betyde noget igen. Min krop og mine følelser var i højeste alarm beredskab. Gosh de første måneder var svære. Jeg levede mit liv en dag af gangen - eller rettere sagt en time af gangen. Anne Charlotte - den psykolog som min arbejdsplads stillede til rådighed - var til helt uvurderlig hjælp og jeg er hende dybt taknemlig, men der skulle et andet voldsoffer til, før jeg fik den brik der manglede, for at jeg kunne komme videre og se fremad i stedet for bagud. Efter mødet med Aimé kunne jeg endelig holde op med at prøve at få overgrebet til at gå væk og i stedet lærer at forstå livet som det nu er.
Det sidste år har lært mig en svær lektie - tålmodighed! Ting tager tid! Arbejdsskade sagen - uafsluttet! Retsagen - endnu ikke begyndt! Møder, rapporter, skemaer... Hele tiden bliver jeg konfronteret med en episode, som jeg egentlig helst ville have afsluttet og lægge bag mig.
Og knæskaden... - uhelbredelig! For et år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle lærer at leve med kroniske smerter. Ikke nu ihvertfald. Måske engang når jeg bliver gammel, men jeg er jo ung...
For et år siden troede jeg, at jeg ønskede livet tilbage som det var før overgrebet og misforstå mig ikke - hvis jeg mødte ånden i lampen, så ville mit første ønske være, at overgrebet ikke havde fundet sted, men det fandt sted og det er netop essensen af det jeg har lært i det sidste år... At det fandt sted og livet er stadig godt.
Jeg har lært at det er i orden at være sårbar og at lade andre se, at jeg er det. Jeg har lært at tage hensyn til mig selv og mærke hvornår min krop og sjæl siger stop. Jeg har lært at accepterer at jeg sommetider bliver utryg og får et sug i maven og det er okay. Det er bare sådan det føles lige nu og det går væk igen.
Rigtig mange ting er blevet sat i perspektiv for mig. Når man med en kniv for struben og en sindsyg kvinde foran sig, har svaret på om man vil dø eller ej, så forekommer mange små trivialiteter pludselig ikke så vigtige.
27. marts.
27. marts er en god dag til at udtrykke sin taknemlighed.
Jeg er taknemlig for at jeg sammen med Helle og Anja, fik lov til at vinde et verdensmesterskab. Jeg er taknemlig for en fantastisk uge i Finland sammen med Helle, Katja og Susanna. Jeg er taknemlig for at jeg fik lov til at være der, da Robbie sov ind. Jeg er taknemlig for, at jeg kunne gå en smuk tur i solen sammen med min mor i går. Jeg er taknemlig for, at jeg har holdt min yngste nevø i armene. Jeg er taknemlig for, at Biscuit og jeg fik lov til at danse på Crufts. Jeg er taknemlig for min ferie hos Kath og David. Jeg er taknemlig for, at Hero snorker ved siden af mig mens jeg skriver dette. Jeg er taknemlig for at jeg var i live og havde alle de oplevelser, glæder og sorger...
27. marts.
