Det var slet ikke som jeg havde forestillet mig, at et ville være...

Da jeg for nogen måneder siden var udsat for en voldeligt overgreb på mit arbejde, var det bare kulminationen på et langt og vanskeligt forløb, hvor både den 17. årige pige, der endte med at true mig på livet, og hendes mor havde drænet mig fuldstændigt for energi og overskud og noget af det jeg talte meget med psykologen om efter overgrebet var, hvordan jeg skulle tackle det, både når jeg på et eller andet tidspunkt (formentlig i retten) skulle møde den unge pige igen, men i særdeleshed også, når jeg mødte hendes mor igen. Hendes mor bor i samme by som jeg, så et tilfældigt møde en eller anden dag, ville være uundgåeligt. - Uundgåeligt, men svært, for 'mor' var en stor del af det problematiske i hele situationen.

Psykologen og jeg havde forbredt os grundigt. Jeg vidste hvordan jeg skulle forholde mig, hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle komme væk igen. Det hele var øvet og jeg mente, at jeg var klar...

Og da det så skete, var det slet ikke, som jeg havde troet, at det ville være eller som vi havde talt om.

Det var en rigtig varm dag i går og jeg havde tilbragt formiddagen sammen med TV2 Øst, der ville lave et indslag om Dog Dancing og mine VM hunde. Da vi var færdige med det, skulle jeg lige have benzin på bilen - den var næsten tom, så jeg tog hundene med, kørte ned i byen, tankede benzin og parkerede derefter på torvet, så hundene og jeg kunne gå en tur op gennem byen. Der var fyldt med ferie-glade mennesker, der spiste is og nød det gode vejr. Hundene opførte sig eksemplariske og vi slappede af og havde det godt.

Pludselig hørte jeg et 'Hej Emmy' ved siden af mig... Som ren refleks drejede jeg hovedet og svarede 'Hej' uden egentlig at vide hvem det var, at jeg hilste på. Og der sad hun samme med sin yngste datter og spiste en isvaffel. Det hele var overstået, næsten før det gik op for mig, hvad der var sket. Hun sad på bænken med sin is og jeg var gået videre med hundene. Jeg fik et sug i maven og en overvældende kvalme, men det varede kun et øjeblik og så var det overstået. Mindre end et minut efter hendes 'Hej', var livet igen fuldstændigt som før.

Sådan da... for resten af eftermiddagen og aftenen spøgte både den unge pige og hendes mor i mit hoved. Ikke overfaldet, for på det tidspunkt var mor'en ikke tilstedet, men alle de konflikter, diskussioner og episoder, som der var i tiden inden overgrebet.

Det ville være en mild underdrivelse at sige, at jeg ikke sov så godt i nat...
Jeg glæder mig til at få retsagen overstået. Den vil indvolvere en konfrontation både med den unge pige og hendes mor. Jeg får lov til at høre hende tale igen og jeg får set hendes blå øjne igen. Det bliver sikkert svært - det ved jeg, at det gør, men det er nødvendigt tror jeg, for at få nogen at de billeder og tanker der hjemsøger mig på afstand.