mandag den 23. februar 2009

Where is the “good” in goodbye?

Jeg kan slet ikke forstå at man kan savne en hund så meget. Hun var i virkeligheden en rigtig irriterende hund, der altid gjorde præcis som det passede hende. Hvorfor savner jeg at blive skubbet ned fra sofaen når jeg prøver at slappe af eller at få et højt vuf lige ind i øret, når jeg sidder med en kop kaffe, så kaffen flyver ud over det hele? Hvordan kan det virke helt uoverskueligt aldrig mere at skulle diskuterer med hende for at få hende hen i nærheden af det bur, som jeg havde tænk mig, at hun skulle sidde i og aldrig mere at skulle lave aftensmad to gange fordi Hazy har stjålet den første portion?

12 år er jo ingen alder for en hund. Jeg troede at Hazy var så stærk, at hun aldrig ville dø. Jeg har altid troet at hun ville leve til hun var 27 og være en pest hver eneste dag af hendes liv.

Hazy bestemte selv over sit liv. Jeg hentede min første Border Collie hjem med store drømme om agility og lydighed på top plan. Hazy havde andre planer. Jeg tror aldrig at hun har bevæget sig rundt på en agilitybane i højere tempo end trav og hun blev først lydighedschampion da jeg lovede hende, at jeg aldrig ville tage hende til flere prøver, hvis bare hun blev champion.

På trods af det, har jeg lært så meget af hende. Og hun var en fast klippe i min hundeflok og i mit liv. Der var intet der kunne ryste hende og når jeg synes at jorden engang imellem begyndte at skælve lidt for meget under mig, skulle jeg bare se på hende og hendes ro smittede øjeblikketligt af på mig.

Men alderen sætter sit præg, selv på personligheder som Hazy. Gennem den sidste måneds tid eller to, har der været tegn. Små ændringer i hendes personlighed. Hun begyndte at blive lidt senil og hun blev mere afhængig af mig. Forholdet vendte og jeg blev klippen i hendes liv. Jeg forsøgte at tilbringe så meget tid sammen med hende som muligt, fordi jeg fornemmede at det var vigtigt for hende.

De sidste dage gik vi nogle lange ture og Hazy havde det godt og nød det.

Og så i går morges skete det, som jeg vidste var på vej. Hazy hostede en del i løbet af natten og hun var meget stille om morgenen. Hun var ude og tisse og kom også da jeg kaldte ude fra køkkenet for at lade hende slikke en tallerken. Men hun lagde sig ned for at slikke den. Og på vej tilbage til sofaen stod hun stille og fik en rystetur. Jeg lagde hende op på sofaen og kort tid senere kom Helle. Vi skulle have trænet sammen. Hazy løb ud for at hilse på hende, men faldt om inden hun nåede helt derud. Der var ingen der skubbede til hende - benene kunne bare ikke bære hende mere.

Vi kørte til vagt-dyrlægen i Rude, hvor Hazy og jeg sagde farvel for sidste gang.

Min klippe, min første Border Collie, min første Champion og min ven gennem 12 år er rejst til de evige jagtmarker. God rejse kære Hazy.

Helle, tusind tak fordi du tog med mig til Rude og tusind tak til Rude Dyreklinik fordi det sidste farvel blev så roligt og værdigt. Hele Hazys liv var fyldt med værdighed og det var hendes afslutning også.

Og Johanna - en kæmpe tak for at du lod Hazy blive en del af mit liv. Jeg får aldrig nogenside en hund som hende igen! Og det er ment på den mest positive måde :´).

3 kommentarer:

Helle sagde ...

Tænker meget på jer. Har aldrig mødt en hund med så meget personlighed som hende. Er glad for at jeg fik lov til at lære hende at kende.

Berit Bilde sagde ...

Øv hvor jeg føler med dig. Det er så hårdt at sige farvel.
Trøstekram

Heidi Frederiksen sagde ...

Fik tårer i øjnene - rigtig sødt skrevet Emmy - og jeg føler meget med dig!
Fantastisk citat til sidst i din lille film "don't cry because it is over - smile because it happened" (håber jeg huskede det korrekt). Det vil jeg forsøge at huske!
Knus fra Heidi.