Marts må blive bedre!

Somregel når jeg føler at livet går stærkt, så elsker jeg hvert et sekundt af det. Jeg har lynende travlt, men får en masse energi af det, fordi det samtidig er spændende og berigende.

Sådan har 2009 ikke været.
Året startede ellers fantastisk. Whisper fik sølv ved Freestyle NM i Sverige og vi svævede hele vejen hjem fra Göteborg. Og kort efter kom beskeden, at Biscuit og jeg var valgt til Årets Internationale Ekvipage i England. Jubiiiii. Det tegnede til at blive et fantastisk år!

Men så blev Whisper syg. Rigtig syg! Og de næste par uger var tærende. Der var ikke nogen diagnose og derfor heller ingen prognose. Bare en masse gæt om hvad der måske var sket og ingen bud på, om han ville få fuld førlighed tilbage eller om det blot ville blive lidt bedre. Vi knoklede som bæster med genoptræningen og tilbragte uoverskueligt mange timer i bilen til div. former for behandling.

Og netop som det lysnede og vi igen turde se positivt på fremtiden... Ja, så startede Crufts balladen. Det værste var nok beskyldningerne om at jeg ville konkurrerre med en syg hund. Men i det hele taget var det hårdt at være skydeskive for en til tider ret personlig hetz, specielt fordi der var så mange dele af 'historien' som jeg ikke kunne genkende og som ikke stemte overens med de facts jeg kendte. Ret hurtigt besluttede jeg, at jeg var nødt til at lade være med at læse mails og surfe rundt på nettet. Men rygterne blev jeg alligevel konfronteret med og det tog enormt meget energi.

Så da Hazy kort tid efter blev syg og måtte aflives, var jeg slet ikke oven på og klart til at håndtere et tab.

Og da DKK 3 dage senere meddelte mig, at jeg iøvrigt også var arbejdsløs, føltes det som om min verden faldt fuldstændigt sammen.
Rent logisk forstår jeg godt deres beslutning - jeg er dyr at have ansat og jeg har lavet en 2009 kursusplan for dem, så det er nemt at få en anden til at administrere den. Det giver ingen mening for dem, at betale min løn. Jeg forstår det og jeg er blevet behandlet super pænt af både chefen og mine kollegaer, men det er svært ikke at føle sig røvrendt. De hentede mig fra et job, som jeg elskede og var god til og havde de fyret mig blot 3 måneder tidligere, kunne jeg være vendt tilbage til det job. Men nope - de ventede lige præcist til at min orlov var udløbet og der var ansat en anden i min tidligere stilling.

Pointen med alt dette er, at jeg er enormt træt nu! 2009 stinker!
Og jeg kan ikke lade være med at spørge 'Hvorfor?'. Hvorfor går alting galt lige nu. Hvad har jeg gjort?

Jeg tror på, at alting har en årsag og at der er en dybere mening med mit liv - også selv om jeg ikke kan gennemskue det større billede lige nu.
"Alting samvirker til det gode, for de som elsker Gud" siger Paulus i sit brev til Romerne (kap. 8, 28), men er du sviller, hvor er det meget nemmere at tro på, når tingene går godt! Det er så let at falde hen i selvmedlidenhed og bebrejde Gud, når der kommer en periode, hvor man skal kæmpe lidt for sagen.
For et par dage siden talt jeg med en veninde om det. Hun er ikke selv religiøs, men hun er viis og siger ofte de helt rigtige ting, når jeg er ved at fare vild med min tro. Hun sagde 'Selv Jesus havde til tider svært ved at forstå hvad det var Gud ønskede af ham og hvorfor det skulle være så svært, så hvordan skulle du kunne gå gennem livet uden at blive forvirret?'

Såh.... Februar er ved at være ovre. Jeg vil ikke være ked af at se den forsvinde bag mig. Marts ligge åben foran os - ny og uberørt og jeg håber at den vil blive en lykkelig måned fyldt med smil. En måned, som jeg vil tænke tilbage på med glæde.