I går morges lukkede jeg hundene ind som jeg plejer, når de skal være alene hjemme og kørte til Dianalund. Det var første undervisningsdag på efteruddannelsen efter sommerferien. Lige før middagspausen blinkede min telefon og jeg kunne se, at det var min genbo Karen, der ringede. Hun ringer aldrig til mig, med mindre der er noget galt, så jeg skyndte mig ud for at ringe tilbage til hende.
"Jeg har en sort og hvid hund gående i min have" sagde hun... "Øhhh ok, er du sikker på, at det er min, for mine burde være lukket forsvarligt inde i huset, for jeg er ikke hjemme". Jep, hun var helt sikker...
Så lod jeg undervisning være undevisning og kørte så hurtigt jeg kunne tilbage til Sorø. Aiiii, hvor kørte alle bilerne foran mig bare langsomt!!!! Jeg var fyldt med bange anelser. Havde der været indbrud? Hvis en hund var ude, kunne de andre så også være det? Lille yndige Biscuit, var han yndig nok til at blive stjålet og solgt videre?
Jeg skyndte mig over til Karen og ganske rigtigt, der stod Robbie og så glad og tilfreds ud. Han havde tømt deres skål med godbidder, men ellers opført sig eksemplarisk. Han havde siddet ved siden af Karens mand og ville kæles og i det hele taget været helt afslappet og rolig. Han så også ganske tryg og ubekymret ud, da jeg hentede ham. Han havde ikke specielt travlt med at komme hjem igen.
Men jeg ville gerne hjem og finde ud af, hvordan han var kommet ud. Tilsyneladende har vinduet stået på klem og så har han lænet sig op ad det og er faldet ud. Og når nu han alligevel var ude, kunne han jo lige så godt tage på visit.
Puh, sikke en oplevelse! Jeg kom ikke mere i skole den dag!
1 kommentar:
Sikke en forskrækkelse, men jeg er ikke i tvivl om at Robbie har haft en fantastisk dag.
Send en kommentar