Andreas, Hillerød og lørdag eftermiddag...

Bridie er her stadig, for min mor blev indlagt igen i fredags. De sidste dage har været hektiske! Mildest talt! Så i går kørte jeg op til min søster for at tilbringe eftermiddagen sammen med hende og hendes familie. Ikke at min 4 årige nevø er specielt afslappende at være sammen med :o), men han sørger for at det er lidt mindre dybsindige emner vi tænker på og taler om end de ting jeg ellers tumler med i øjeblikket - knivtrusler og min mors sygdom.

Min nevø Andreas er super dejlig. 4 år gammel og fuld drøn på.

Andreas og min nye nevø inde i mors mave :o)

I går formiddags, havde Andreas og min søster været i Netto og Andreas havde set en stor æske 'lever godbidder' til hunde og dem fortalte han min søster, at han skulle købe til Moster. Han underholdt vist også de fleste af de øvrige kunder i butikken om, at hans moster skulle komme på besøg og han skulle ud og gå med en lille fjollet hund, så han skulle købe hundekiks. Nårh :o)

Jeg besøgte min mor på Roskilde Sygehus på vej op nord på, så den var 1 inden jeg ankom til Hillerød. Frokosten stod på bordet og bagefter skulle jeg lige se Andreas' Cars biler inden vi kunne gå ud og give hundene deres lever godbidder.

Andreas har tidligere været interesseret i hundene, men lidt bange for dem. Nu er han bare interesseret... Han har virkelig udviklet sig det sidste halve år - han er meget mere frimodig og selvstændig og han er blevet meget mere tryg ved de store hunde, der er næsten lige så høje som ham selv.

Whisper og Beat var artige. De blev i bagagerummet og ventede tålmodigt på, at Andreas serverede godbidderne for dem i et tempo, der passede Andreas...

Robbie besluttede, at det gik for langsomt!!! Han hørte ikke helt min 'Stay!' kommando og forlod bilen, så han kunne komme frem i første række... Helt tæt på godbidderne!!!

Beat og Whisper ventede tålmodigt på, at det blev deres tur til at få... Robbie lagde et vist pres på, for at få øget serverings-tempoet!

Efter godbidderne gik Andreas, Biscuit og jeg en tur ned på de grønne arealer for at lege...

Biscuit og Andres hygger

Biscuit ligner en stor hund, når han går ved siden af Andreas :o)

Da vi kom hjem var det kaffe-tid og så var det Beat og Whispers tur til at komme ud af bilen...

Whisper var lidt større og stærkere at gå tur med end Biscuit... Men selv om han ser lidt 'fåret' ud på billedet, så var han glad nok for at være sammen med Andreas. Han var bare lige blevet forstyrret i at skulle snuse efter damer og det er jo altid irriterende at blive forstyrret i den slags...

Beat prøver at forklare min svoger hvor vigtigt det er, at han lige får en smagsprøve på bollerne

Og bagefter gik han i fjolle-mode.
Her er det min svoger, der prøver at forklare ham forskellen på de niveauer, som mennesker bør opholde sig på og dem hunde bør opholde sig på... Det handlede vist om, at Beat burde have 4 ben på jorden, men hverken Beat eller jeg forstod det helt :oD

Hils hjemme Bridie...

Pga. ferie og min mors sygdom, har Bridie været her (kun afbrudt af et par dage hjemme hos min mor) siden 7. marts, men i morgen skal hun hjem til mine forældre og det er lidt vemodigt. Hun er jo blevet en af flokken og vi holder alle meget af hende.

I dag tog vi ud på en dejlig afskeds-gåtur i forårsvejret.

Bridie er blevet utrolig glad for Beat og er altid at finde lige i hælene på ham. De er et noget umage par - 12 årige Bridie, der gerne vil ligge på sofaen og unge, hyper-aktive Beat, der aldrig holder sig i ro. Men det fungerer fint for dem begge og Bride får en masse motion ud af det :o).

Tilbage på arbejde

I dag var jeg på arbejde igen for første gang siden overgrebet. Det var dejligt at være tilbage - men også hårdt.

Hårdt fordi jeg var nødt til at forholde mig til andre mennesker, tage stilling, engagere mig... Og fordi jeg hele tiden, uafbrudt blev konfronteret med overgrebet. Jeg var omgivet af steder, lugte, personer - der på den ene eller anden måde var indvolveret i episoden.

Men det var skønt at tage endnu et skridt mod at få min dagligdag og et normalt liv tilbage. Og det var dejligt at mærke mine kollegaers omsorg. Jeg har endnu ikke været ansat på Skovglimt i et år og jeg føler mig stadig 'ny'. De sidste ugers begivenheder har fået mig til at føle, at jeg 'hører til' og det er dejligt.

Hundene og mine gåture med dem har været god 'terapi' hele vejen igennem og igen i dag var det en lettelse at kunne komme ud og få blæst hjernen igennem og nyde hundene. Det føltes dejligt trygt og tryghed betyder meget i øjeblikket.

Border Collierne på vej ned ad bakken... Og en Bridie der undre sig over hvorfor de har så travlt.

Godt jeg havde gummistøvler på!
Stien forvandlede sig til en balance-gang over sten og træ-bjælker.
Ikke at Border Collierne tog afstand fra lidt mudder!

Sheltierne var tilgengæld ikke glade!
De bryder sig ikke om at få mudder på deres fine, hvide poter så de prøvede at hold sig inde i græsset langs kanten.

Heldigvis kunne både sheltier og Border Collier få skyllet mudderet af!

Hazyland flokken i vandet!

Beat

Robbie og Whisper

Bridie skulle ikke nyde noget af at blive alt for våd!
Hun fandt en træ-plade at stå på, så hun kunne komme næsten ud til Beat uden at maven blev våd...

Bridie stod for lyd-kulisserne!

Wroooof!

Yipeeee - Beat løber sig tør...

Næsten tør ihvertfald!

Livet går jo videre...

Lørdag for 2½ uge siden gik mit liv pludselig i stå.

I 20 minutter var hele min krop og alle mine sanser i højeste alarm-beredskab og det kulminerede i et kæmpe brag, hvor alt lukkede ned og jeg holdt op med at fungere.

Alt hvad jeg ellers interessere mig for blev ligegyldigt. Verden blev et skræmmende sted. Jeg mistede evnen til at gøre helt basale ting - sove, spise, læse, skrive, huske, forstå... Jeg var konstant bange, konstant ked af det og jeg savnede at have det, som jeg havde haft det før...
Mine tanker drejede sig kun om overgrebet. Jeg talte ikke om andet og forsøgte desperat at skabe mening i noget, der lignede vanvid.

Det var svært at tale med folk, fordi de altid sagde det forkerte. 'Jeg håber du har det bedre...' blev en næsten ubærlig sætning at høre. For nej, jeg havde det ikke bedre og jeg havde dårlig samvittighed over stadig kun at have overskud til mig selv. Jeg følte mig presset til at skulle have det bedre, for min angst og ked-af-det-hed var ubehagelig for andre at se på og være i nærheden af.

Jeg smilte og forsøgte at være modig og sej, både for at beskytte andre, så ikke de skulle blive bange for min sårbarhed, men også for at beskytte mig selv, for det var svært, når folk ikke turde se mig i øjnene eller blev utilpasse når jeg blev ked af det. Mange turde ikke spørge, fordi de var bange for min reaktion. Nogen ignorerede mig og andre lod som om intet var hændt og begge dele var svært, fordi overgrebet var blevet en del af mig og jeg havde brug for at blive accepteret med de mén og skader, som det havde efterladt. Jeg ønskede, at folk bare ville være sig selv og spørge hvis de var nysgerrige - lade mig fortælle. Det ønsker jeg stadig... Hvis jeg ikke har lyst til at tale om det, skal jeg nok sige til.

Hele tiden søgte jeg tilbage til før det skete. Jeg ville have mit liv tilbage som det var før overgrebet! Jeg ville have, at det hele skulle gå væk!

Og så en dag talte jeg med et andet volds-offer og hun fortalte mig, at det ikke handler om at få det tilbage som man havde før, for det kan man ikke få. Livet er ændret for altid. Det bliver aldrig det samme igen. I stedet for at prøve at skrue tiden tilbage, skal jeg lære at leve med det, som jeg har nu, for det kan være lige så godt - bare anderledes. Jeg skal skabe mig en ny identitet. Jeg er ikke mere Emmy som jeg var - jeg er nu Emmy der ved hvordan det føles at få en kniv holdt op mod halsen. Jeg er Emmy der ved, hvordan det føles når et andet menneskes spyt løber ned over mit ansigt. Jeg er Emmy der ved, at jeg kan modtage spark og slag uden at vise frygt eller trække mig tilbage. Det er den person jeg er nu og det vil jeg være altid fremover. Jeg skal finde ud af at leve med den viden, uden at det vælter mig omkuld hver gang jeg tænker på det. Det var det perspektiv jeg manglede, for at kunne begynde at se fremad i stedet for bagud.

De sidste 2½ uge har være en aktiv og meget bevist kamp for at få livet tilbage. Jeg har opdaget, at jeg er sårbar og kan skades. Jeg tror endda, at jeg har accepteret den viden. Jeg har opdaget, at jeg ikke altid er i stand til at tilgive. Og jeg har opdaget, at livet ikke altid giver mening.

Langsomt... meget meget langsomt begynder min krop at reagere mere normalt igen. Jeg begynder at kunne genkende mine reaktioner og tanker igen. Det er kun 2½ uge siden og det er langt fra overstået. Min krop knokler stadig for at få alle funktioner op at køre igen og det gør mig enormt træt. Og rent mentalt, er jeg rigtig sårbar - jeg har det godt, men der skal meget lidt til før jeg får det mindre godt. Søvnbesvær, koncentrationsbesvær, rastløshed og en lav tolerance overfor andre mennesker er stadig en stor del af mit liv.

Fysiske overgreb er forfærdelig. Det er enormt grænseoverskridende at blive slået og sparket. Og hvordan det føles at blive truet på livet kan slet ikke beskrives. Livet er jo det vigtigste vi har - uden det er vi ikke... Men det mest krænkende og det der er sværest at leve med er, at hun spyttede mig i ansigtet. Det kan jeg slet ikke håndtere! Det er så ækelt og jeg kan ikke forestille mig noget, der i højere grad kunne udtrykke afsky for min person.

Når jeg græder, mærker jeg ikke tårerne – det eneste jeg kan mærke, er et andet menneskes spyt, der løber ned ad ansigtet på mig.

Jeg elskede at gå tur med hundene i den milde forårsregn. Den jordagtige duft, der spreder sig, når den tørre jord bliver fugtig... Og regnen føltes næsten som en slags kærtegn, når den ramte ansigtet. Nu mærkes regnen ikke længere som kærtegn. Nu giver den mig kvalme, fordi den minder mig om den totale ydmygelse af et andet menneskes savl, der løb ned over mit ansigt.

Jeg er ude af stand til at slappe af. Jeg er hele tiden i gang med noget. Hvis jeg sidder ned i 5 minutter uden noget specielt at lave, så finder jeg straks en undskyldning for at rejse mig og gøre noget. Roen og stilheden skræmmer mig - med den kommer tankerne. Det bunder vel i, at jeg stadig er bange... Ikke for noget bestemt, men bare fordi, jeg nu ved, at verden ikke er så sikker, som jeg troede den var.

Jeg får hjælp... psykologen, mine venner, kollegaer og min chef har været super. Men ting tager tid og krise-bearbejdning tager den tid det tager... Det er dejligt, at der igen er gode dage og dage, hvor overgrebet ikke er altoverskyggende. Livet går videre og jeg begynder lige så stille at gå med...

Beats familie

Jeg forsøger altid at holde god kontakt til mine hundes opdrættere. Både fordi jeg formoder, at de er interesserede i, hvordan det går med deres 'afkom', men også fordi det er spændende, at følge med i hvordan det går med forældre, tanter, onkler, søskende og andre slægtninge. Det er sjovt at se ligheder og forskelle på hundene i slægten.

I sidste uge kom der en mail fra Beat opdrætter, der selv beholdte en hanhund fra kuldet - Glynn. Glynn er lige begyndt sin Working Trial konkurrence karriere og han gør det super. Han har været til 3 konkurrencer og har opnået 2 x 1. vinder og 1 x 3. vinder! Han kan nu sætte titlen CDex bag sit navn. Det kan bror-mand Mac også. Han har nemlig også været til sine første Working Trials og har også opnået titlen CDex.

Sheringem Glynn CDex

Sheringem Mac CDex

Jeg fik også en mail fra Sue, der ejer Beats moster (mors søster) Glenalpine Katie. Beat har en sær vane med at rulle sig i sit legetøj og jeg havde spurgt hans families ejere om der er andre, der har samme vane. Sue svarede: "Katie rolls on her toys and bones quite a lot and also on any spiders etc that she tries to get to play with her and is then very sad when they are flat and no longer moving!!!"

Beat ruller sig også i insekter!!! Men han viser nu ingen form for bekymring når de bliver flade - det lader ikke til at påvirke ham synderligt. Men han er jo også en dreng ;o).

Beat der ruller sig i bolden

Moster Katie, der åbenbart har samme vane.

Danmarksmester i Nordisk

Robbies barnebarn Pepsi er blevet Danmarksmester i Nordisk i DcH.
Stort tillykke til ham og hans handler Rene.
Læs mere om disciplinen her!

The 6th Sense

Ok, for et godt stykke tid siden købte jeg en billig fransk DVD film, der hed 'Børnehjemmet'. Det var en gyser og jeg turde ikke se den alene, så Helle og jeg skulle se den sammen. I løbet af de første 10 minutter gik det imidlertid op for os, hvorfor den var så billig... Den var simpelthen møj-kedelig! Så vi opgav og så en anden film i stedet. Men med 'Børnehjemmet' i tankerne, kom vi til at tale om andre spooky'e film og Helle var chokeret, da det gik op for hende, at jeg ikke havde set 'The 6th Sense', så det skulle der rådes bod på...

Helle inviterede til film aften og det kunne Hazyland flokken og jeg naturligvis ikke sige nej til!

Jeg har nu været sygemeldt i 2 uger og da jeg stadig er rastløs og har svært ved at 'lave ingenting', så går vi rigtig mange ture og hundenes hverdag er noget mere aktiv, end når jeg går på arbejde. Men Biscuit er ikke træt! Han er ikke træt og han nægter at lægge sig ned... Man skal jo være PÅ! PÅ! PÅ! og ikke gå glip af noget! Nårh lille sheltie fyr :o)

Yahhhh nu nærmer vi os kendte omgivelser... Selv Bridie lader sig rive med af stemningen... Nu er vi der snart!!!

Vi startede med at gå en tur med hundene og da vi andre gik ind, kunne Beat ikke rigtigt løsrive sig. Hvis nu en af de andre pludselig kunne finde på at tage en spurter mere... Man ved jo aldrig... Og hellere vente forgæves end at gå glip af noget sjovt!
Så Beat blev liggende ude på sin 'vagtpost' mens vi andre gik ind og fik kaffe.

Robbie skulle måske nok hellere have fundet sig en 'vagtpost' og være blevet på den, men det gjorde han ikke... Han gik på rov, fandt en tønde fyldt med kattemad og pludselig havde han ret ondt i maven. Såh, han tog et par timer 'i sengen' før han var klar igen. Han havde det ikke så godt, da han kom ind.

Ouch min mave!

Til spisetid var han heldigvis klar igen og kunne godt dele kyllingen med resten af Hazyland Flokken og Larssen Klanen.

Og så var det tid til at se film!

Bridie indtog straks sin plads på skødet af Helle og var parat til en hyggelig og rolige aften foran fjernsynet.

Hmmm, Biscuit prøvede virkelig at følge hendes eksempel og være rolig og artig. Ørene ned af ryggen og yndige blå øjne...

- men han kunne ikke holde den ret længe.

Det ligger jo egentlig ikke til Biscuit at være artig!

Whisper mente også lige så godt, at han kunne udnytte lejligheden og få en lille hygge-stund. Men han er en ret urolig hygger, så det gik lidt ud over koncentrationen omkring filmen.

Yep - videre til den næste...
Helle har en aftale om, at Whisper ikke skal 'kysse' hende i ansigtet. Whisper er bare ikke enig i den aftale!

Phew! Så blev Whisper grebet af handlingen i filmen og der kom ro på!

Når det blev spændende, måtte han op og stå og lidt tættere på...

Og når det blev rigtig uhyggeligt, kravlede han op på skødet af Helle og så den derfra!

Beat kunne ikke rigtigt lade sig fange af filmen, så han snuppede et piv-dyr fra Doggie og underholdt sig med...

- Altså lige indtil Robbie forlod hundekurven og Cookie fik den ide, at den kunne bruges til at lege i. Cookie sprang op i kurven, kiggede udfordrende på Beat og få sekunder senere gik den vilde leg midt på stuegulvet!

Vi tog selvfølgelig en pause i filmen - selvom den var spændende, så var det alligevel sjovere, at se de to hygge sig med hinanden. Hold op, hvor havde de det sjovt!

Men Cookie blev træt og Beat måtte tilbage til legetøjet...
De der påstår, at Border Collier er intelligente, har vist aldrig set et eksemplar af racen hyrde en tennisbold!

Og når han ikke hyrder sine bolde, så ruller han sig i dem...
Mmmm super intelligent hund! :oD

Robbie fik sin kurv tilbage og skulle lige til at lægge sig ned... - da han til sin umådelige overraskelse så en lille sheltie komme og lægge sig ved siden af ham!
Kong Robbie deler ikke seng med nogen! Han ligger ikke engang tæt på nogen! Hvis en af de andre vover sig for tæt på, når han sover, kommer der et dybt knur helt nede fra maven og synderen trækker sig straks lidt væk... Man ved jo godt, at man ikke går tæt på kongen, når han sover...

Men Prinsesse Bridie har ikke samme respekt for Kong Robbie som resten af Hazyland flokken. Og da Robbie ikke ville forlade den dejlige, bløde kurv, så måtte han jo...

Jeg ved ikke hvordan det er i skak... men i den virkelige verden, der trumfer Prinsessen til hver en tid Kongen og det ved Bridie godt! Robbie måtte se sig slået og tilbringe resten af aftenen på det hårde trægulv, mens Bridie nød den store, dejlige hundekurv.

Mmmm, sheltier og Prinsesser er ikke sådan at hamle op med!

Tak til Helle og hundene for en rigtig hyggelig aften og vi fik faktisk set 'The 6th Sense', selv om det var med indbyggede hygge og lege pauser :o)