Om at hade

Jeg hørte for nyeligt om en samtale mellem to mennekser, der er indvolveret i HTM verdenen. Den ene havde sagt: "Jeg ved godt, at Emmy hader *en anden dog dancers navn*...

Jeg var dybt overrasket da jeg hørte det. Godt nok handlede det om en person, som jeg har meget lidt til fælles med og ikke særlig stor respekt for, men ligefrem at hade vedkommende? Det forekom mig lidt voldsomt!

Hunde-verdenen er en stor del af mit liv og jeg mange gode venner, som jeg har mødt gennem hundesporten og som nu beriger mit liv, bare ved at være en del af det. Jeg har endda enkelte rigtig nære venner, som jeg betror mig til og som kender de små, dybe hemmligheder om mig og mit liv.

Men langt de fleste af dem, som jeg støder på via mit arbejde med hundene, betragter jeg som bekendte. Nogen er det hyggeligt at se og jeg glæder mig altid til gensynet med dem, andre ville jeg lige så gerne være fri for. Alle er de bekendte og en del at mit liv, men ikke nogen, som jeg tænker meget på, undtagen når jeg er sammen med dem eller læser deres status-opdateringer på Facebook. Enkelte gør mig kede af det, med deres ord og handlinger. Dem forsøger jeg at have så lidt at gøre med som muligt, men at jeg skulle hade nogen af dem, virker en smule overdrevent og groteskt...

Udsagnet fik mig alligevel til at tænke over, hvad det er for nogle billeder vi har af hinanden i hundeverdenen. Når alt kommer til alt, så kender de fleste af os hinanden ret dårligt. Vi kender hinanden i de roller, vi nu engang har, når vi er ude med hundene og i ganske specifikke situationer, men i bund og grund ved vi kun meget lidt om hvad der gør hinanden glade, kede af det, bange, hvad der betyder noget for hinanden eller hvordan vi tackler de store ting i livet. Og det er vel også ok, at det er sådan, men det betyder, at vi netop ikke kan vide hvad andre føler og tænker om de forskellige oplevelser, som hunde-livet byder på. Det betyder, at risikoen for at fejl-tolke og misforstå hinanden er stor. Det kombineret med, at vi ofte mødes i konkurrence-situationer, hvor nerverne er uden på tøjet og følelserne intense, giver god gro-bund for konflikter og intriger.

Hunde-verdenen er dejlig. Der er en masse skønne mennesker - både fortrolige, venner og bekendte, som jeg nyder at være sammen med, når lejligheden byder sig. Der er også enkelte, som jeg lige så gerne ville være fri for, men jeg hader dem ikke. Hvorfor skulle jeg dog det? Trods alt er hundeverdenen kun en del af mit liv og i den store sammenhæng, så er de individer, som jeg ikke bryder mig om kun en meget lille prik på mit livskort.