I dag er det præcist 1 år siden at Hazy gik til de evige jagtmarker og Hazyland flokkken har absolut sørget for at ære hendes minde. De har virkelig gjort en indsats for at leve dagen i hendes ånd!
Det startede i morges... Jeg hørte skramlen fra køkkenet og gik ud for at se, hvad der foregik... Der stod Biscuit! Oppe på køkkenbordet, hvor han ledte efter madrester! Jeg bad ham høfligt men bestemt om at hoppe ned... hvilket han også gjorde, men med en gnaven grumlen. Nu er sheltier jo ualmindelig bedårende og de kan slippe afsted med meget, så jeg kaldte på ham og bad ham springe op til mig. Det gjorde han - for med endnu en utilfreds grumlen at nappe mig i næsen!!!
Jeg sværger, at jeg kunne høre Hazy fnise oppe fra sin sky!
Til aften... gamle fornuftige, men altid sultne Robbie begyndte at lave 'jeg-skal-brække-mig-lyde'. Og så brækkede han sig... En million stykker plastic pose - den plastic pose, som jeg havde haft lækkert oksekød i da vi trænede!!!
Igen kunne jeg høre Hazy heppe oppe fra sin himmel... Hun hujede: 'Hvis man er nødt til at æde plastic posen for at få det sidst kød med, så er det det man gør!!!!'
Det bedste Beat kunne finde på var at brække lidt af aftensmaden op, men det var ikke helt i Hazys ånd. Hun kunne spise hvad som helst i enorme mængder uden at blive dårlige. Hendes menu har gennem tiden bestået af 2½ kilo hundemad fortærret på ca. 15 minutter, 2 kilo æbler, 1 kilo rå grødris, en flaske læderolie, 2 kilo sukker, 500 gram ægte hollandsk kakao, 1 stor plade Marabou chokolade... og adskellige andre stjålne foder-emner, der bestemt ikke står på listen over anbefalet føde til hunde.
Nu er vi på vej i seng... efter en dag med mange smil - om end lidt triste - ved tanken om min dejlig Hazy og alle de gale streger hun fandt på gennem sit 12 år lange liv. Hazy er savnet - det var en ære og en glæde at være en del af hendes liv. For det var hendes liv og hun gjorde med det præcist som det passede hende. Hun var en personlighed ud over det sædvanlig.
1 kommentar:
Ja jeg kan også godt se Hazy for mig :-)
Send en kommentar