 |
| December 2010 |
Da Robbie forsvandt efterlod han et stort tomrum i flokken. Biscuit er for opfarende og selvcentreret til at blive en god førerhund og Whisper var aldrig rigtig blevet voksen... Først inden for det sidste halve år, er han trådt i karakter og jeg ser en ny side af ham - en mere ansvarlig og moden side. Han er blevet flokkens nye fører-han, men han har ikke sin fars naturlige autoritet og overblik.
I oktober 2010 stod lille følsomme Beat pludselig uden den struktur i flokken, som han havde brug for, for at fungerer. Der var ingen markant leder, Biscuits fik lidt mere rum til sine små sheltie-særheder, Whisper ændrede position og der kom oven i købet en lille ny hvalp ind i flokken. Beats verden blev usikker og han reagererde voldsomt.
Nærmest fra den ene dag til den anden holdt han op med at spise. Jeg tog ham til dyrlæge, men alt var normalt. Han havde bare ikke lyst til mad. Men vi ved jo alle, at en hund dør ikke af sult, hvis den får tilbudt mad hver dag. Det fik jeg ihvertfald at vide, at mange vel-menende mennesker. Godt så! - det kan jeg fortælle er en skrøne. Beat spiste ikke lige meget hvad jeg tilbød ham - jeg kogte ris, kylling, købte Karolines Ostesauce og alverdens andre lækkerier. Han snusede til det og vendte hovedet væk.
Efter adskillige ugers sultestrejke, blev jeg alvorligt bekymret og meget bange for hans helbred.
Den eneste måde, hvorpå jeg kunne få ham til at spise var, ved at tage mad med ud og give ham det som belønning i træningen. Man skal lave rigtig meget for at få spist en hel dags-ration mad, når hunden kun vil have en lille foder-pille som belønning for hver øvelse, så de fleste dage var han udmattet, før han havde spist halvdelen. Når man ikke får noget mad, så har man jo heller ikke energi og udholdenhed.
Jeg opfandt små lege, hvor han greb 5 stykker mad og når han havde spist dem, fik han bolden som belønning. Jeg begyndte også at fodre ham med Frölic, fordi der er mere fedt i og det var noget af det eneste han ville spise.
Det blev lettere da jeg opdagede, at han også ville tage mad som belønning, når jeg kaldte ham til mig på vores gåture. Det blev rutine, at han fik alt sin aftensmad i små håndfulde, i løbet at vores daglige gåtur. På den måde blev fodrings-situationerne langt mere afslappede for os begge. Jo mere jeg fokuserede på hans spisning, jo sværere var det for Beat, så det var virkelig en lettelse at finde en metode, så han fik føde nok uden stress.
Beat tabte sig meget og han blev træt og havde ikke noget overskud. De andre hunde blev for meget for ham og når han blev presset, blev han udadreagerende. Forholdet til de andre hunde blev meget anstrengt. Min flok har altid været harmonisk, men der begyndte at komme interne slagsmål og uro. Beat holdt sig meget for sig selv, for han kunne slet ikke magte at være sammen med de andre.
Han kunne hellere ikke rigtigt magte at komme med på arbejde mere. Han havde ikke overskud til beboernes lidt anderledes adfærd, selv om han har været vant til den gennem flere år.
Træningen var håbløs. Han var uinteresseret og havde ikke overskud. Vi lavede lidt, men det var korte sessioner og vi stoppede så snart Beat blev træt. Vi rykkede ikke rigtigt.
Vinteren har været lang, med mange spekulationer... Omplacering til et hjem uden andre hunde? Eller en mere radikal beslutning? Beat er en helt speciel lille fyr, som jeg har elsket dybt og inderligt fra den første dag jeg så ham. Han betyder rigtig meget for mig og det har været svært at se ham så ked af det. Jeg har følt mig enormt magtesløs.
Og så midt i marts begyndte Beat pludselig at spise igen. Han begyndte at blive mere social og han blev igen utålmodig og rastløs, hvis ikke han fik lavet nok... Den gamle Beat, som jeg næsten havde glemt hvordan var, er kommet tilbage.
 |
| Fjollede Beat - marts 2011 |
 |
| Hygge - april 2011 |
 |
| April 2011 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar