Memory Lane

Jeg har netop fået spillet nogen af mine gamle VHS bånd over på DVD. Det har været fantastisk, at gense mange af de gamle hunde, som jeg har lært så meget af og noget af det jeg har lavet med dem, vil jer gerne dele med jer. Nyd denne lille rejse ned af min Memory Lane.

Min første hund var en schæferhund ved navn Paw. Her løber han agility i et indslag på TV2 Øst.


Og her træner han lidt lydighed hjemme i baghaven:


Og Kiri... det var med hende, at jeg tog de første skridt ind i den fantastiske verden af musik og dans, som nu er så stor en del af mit liv. Og her sker det... min allerførste HTM performance nogensinde - i 1998 :-)


Og et par år senere i 2001 på Vilhelmsborg ved World Cup Finalerne i dressur ridning. Konge familien var til stede!!!


Og Hazy - en LP3 prøve fra 1998. Hun var ca. 1½ år den gang og det var efter de gamle LP regler, hvor der var 6 felter til fremadsendelse og apport af ukendt genstand. Her ser det ud til at være en ske, de skulle hente.

Mormor

Min mormor døde, da jeg var teenager og inden da, så vi hende egentlig ikke ret tit. Vi boede i Fredericia i en kort periode og min mormor boede i Middelfart, så i den tid, formoder jeg, at vi så hende lidt oftere. Jeg husker i hvertfald, at jeg overnattede hos hende og at hun fik en kat... Men ellers voksede jeg op i Island og på Grønland og bedsteforældre var kun nogen man så, når de enten kom på besøg hos os eller vi var på ferie i Danmark.

Jeg har kun vage minder om min mormor. Jeg husker en hvidhåret dame, jeg husker hvordan hendes lejlighed var indrettet og jeg husker en stor metal-bil, som jeg legede med, når jeg besøgte hende. Tanken om hende fylder mig med varme. Jeg husker, at jeg holdt af hende og at hun fik mig til at føle mig elsket.

Jeg er i Middelfart i dag, til sidste del af min Konflikt Coach uddannelse. Jeg ankom tidligt i morges og kørte gennem byen en lidt anden vej end de andre gange jeg har været her og pludselig så jeg dette gamle vandtårn midt i et lyskryds!

KAPOW!!!! SMAK!!!! BANG!!! Jeg rejste 30 år tilbage i tiden!!!!
Da jeg var barn og vi skulle besøge min mormor, føltes rejsen dertil altid uendelig lang. Vi kørte og kørte og kørte og jeg glædede mig så meget til at se hende og når vi så dette vandtårn, så var vi der... Blot et enkelt sving mere inden vi drejde ned ad Sixtusvænget, hvor hun boede...

Jeg var nødt til at fortsætte videre til Hindsgavl Slot, hvor mit kursus blev afholdt. Jeg skulle nå at gå med hundene inden kurset startede. Derefter blev jeg grebet af den helt fantastiske undervisning og da vi var færdige, skulle hundene ud på endnu en tur på stranden.

Men lidt over 5 kørte jeg tilbage til vandtårnet. Jeg skulle lige se det igen - og mindes... Jeg kørte også lidt videre, for at se om det jeg mente at kunne huske var korrekt og joh det var det. Lige rundt om hjørnet fandt jeg Sixtusvænget og de flade huse, som jeg husker, at min mormor boede i.

Ældre mennesker i dag er ængstelige (og det er mange unge vel egentlig også) og jeg tror, at en del af beboerne fandt det bekymrende, at jeg gik rundt med mit kamera og tog billeder af deres vej og hjem... Men det kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg var på en rejse 30 år tilbage i tiden og på en vandring langs 'Memory Lane'.

Hundene og jeg nyder nu en stille aften på vore B&B. Alle sover - det har været en god dag, men oplevelser for 2- og 4 benede. Jeg tror også, at jeg snart skal i seng.

Beat elsker at rulle sig på tæpper - selv en lille dør-måtte kan bruges til et godt rul.

Godnat - sov godt derude.

Påske besøg i Hillerød

I går kørte hundene og jeg til Hillerød, for at besøge min søster og hendes familie. Der skulle jo afleveres påskeæg og så var det også et stykke tid siden, at jeg havde set dem. Vi kørte derop, så vi var der ved 11 tiden. Så havde vi nogen timer sammen, inden mine forældre kom om eftermiddagen.

Min nevø Andreas og jeg brugte lang tid inde på Andreas' værelse, med at bygge det største luksus hus i lego.
Lille Marcus skulle sove, så ham måtte vi vente lidt med at hygge med.

Der manglede ikke noget!
Swimming pool, ude-køkken, haveskur, garage, vel-anlagt have og stor bil.
Og uden for huset står Onkel (den har ikke noget hår, for Sune har barberet håret af), Moster Emmy, far, mor og farfar (der heller ikke har noget hår, men han fik kasket på).

Da vi var færdige med huset, var det frokost tid og derefter gik Andreas og jeg en tur med hundene.

Kom nu Whisper! Nu har du snuset til den plet længe nok!

Turen gik ned til en lille sø, hvor hundene kunne bade.

Kast nu! Kast nu! Kast nu! Kaaaaaaassssstttt....



Jubiiii



Hjemturen gik via legepladsen... man kunne jo lige så godt slå to fluer med et smæk (hundetur og legepladstur).



Da vi kom hjem, var Marcus kommet op og sluttede sig til selskabet.

Smil :-)

Min søster, Andreas og Marcus

Tak til hele familien, for en hyggelig dag.

Smukke sort/hvide hunde!

Bridacre Wisp



Sheringem Rhythm Of Dance

Littlethorn Feet Of Flames

Littlethorn Feet Of Flames

Kuldsøskende: Littlethorn Top Fuel og Littlethorn Feet Of Flames

Kuldsøskende: Littlethorn Top Fuel og Littlethorn Feet Of Flames

Helles to tæver - Littlethorn Top Fuel og Littlethorn Avensis

Helles to tæver - Littlethorn Top Fuel og Littlethorn Avensis



Saxo

Lige et par nye billeder af Robbies søn Saxo. Han er opdrættet hos Lis Hedegaard (Kennel Smedegården) og hans mor er den tysk importerede Lionheart Bliss.

Beats lange vinter

December 2010

I oktober 2010 døde mine fantastiske gamle Robbie. Han var stærk og rolige og hvilede så meget i sig selv. Han var Hazyland flokkens ubestridte monark, men han havde aldrig brug for at demonstrere sin magt. De andre hunde respekterede hans status uden at stille spørgsmål.


Da Robbie forsvandt efterlod han et stort tomrum i flokken. Biscuit er for opfarende og selvcentreret til at blive en god førerhund og Whisper var aldrig rigtig blevet voksen... Først inden for det sidste halve år, er han trådt i karakter og jeg ser en ny side af ham - en mere ansvarlig og moden side. Han er blevet flokkens nye fører-han, men han har ikke sin fars naturlige autoritet og overblik.

I oktober 2010 stod lille følsomme Beat pludselig uden den struktur i flokken, som han havde brug for, for at fungerer. Der var ingen markant leder, Biscuits fik lidt mere rum til sine små sheltie-særheder, Whisper ændrede position og der kom oven i købet en lille ny hvalp ind i flokken. Beats verden blev usikker og han reagererde voldsomt.

Nærmest fra den ene dag til den anden holdt han op med at spise. Jeg tog ham til dyrlæge, men alt var normalt. Han havde bare ikke lyst til mad. Men vi ved jo alle, at en hund dør ikke af sult, hvis den får tilbudt mad hver dag. Det fik jeg ihvertfald at vide, at mange vel-menende mennesker. Godt så! - det kan jeg fortælle er en skrøne. Beat spiste ikke lige meget hvad jeg tilbød ham - jeg kogte ris, kylling, købte Karolines Ostesauce og alverdens andre lækkerier. Han snusede til det og vendte hovedet væk.

Efter adskillige ugers sultestrejke, blev jeg alvorligt bekymret og meget bange for hans helbred.

Den eneste måde, hvorpå jeg kunne få ham til at spise var, ved at tage mad med ud og give ham det som belønning i træningen. Man skal lave rigtig meget for at få spist en hel dags-ration mad, når hunden kun vil have en lille foder-pille som belønning for hver øvelse, så de fleste dage var han udmattet, før han havde spist halvdelen. Når man ikke får noget mad, så har man jo heller ikke energi og udholdenhed.

Jeg opfandt små lege, hvor han greb 5 stykker mad og når han havde spist dem, fik han bolden som belønning. Jeg begyndte også at fodre ham med Frölic, fordi der er mere fedt i og det var noget af det eneste han ville spise.

Det blev lettere da jeg opdagede, at han også ville tage mad som belønning, når jeg kaldte ham til mig på vores gåture. Det blev rutine, at han fik alt sin aftensmad i små håndfulde, i løbet at vores daglige gåtur. På den måde blev fodrings-situationerne langt mere afslappede for os begge. Jo mere jeg fokuserede på hans spisning, jo sværere var det for Beat, så det var virkelig en lettelse at finde en metode, så han fik føde nok uden stress.

Beat tabte sig meget og han blev træt og havde ikke noget overskud. De andre hunde blev for meget for ham og når han blev presset, blev han udadreagerende. Forholdet til de andre hunde blev meget anstrengt. Min flok har altid været harmonisk, men der begyndte at komme interne slagsmål og uro. Beat holdt sig meget for sig selv, for han kunne slet ikke magte at være sammen med de andre.

Han kunne hellere ikke rigtigt magte at komme med på arbejde mere. Han havde ikke overskud til beboernes lidt anderledes adfærd, selv om han har været vant til den gennem flere år.

Træningen var håbløs. Han var uinteresseret og havde ikke overskud. Vi lavede lidt, men det var korte sessioner og vi stoppede så snart Beat blev træt. Vi rykkede ikke rigtigt.

Vinteren har været lang, med mange spekulationer... Omplacering til et hjem uden andre hunde? Eller en mere radikal beslutning? Beat er en helt speciel lille fyr, som jeg har elsket dybt og inderligt fra den første dag jeg så ham. Han betyder rigtig meget for mig og det har været svært at se ham så ked af det. Jeg har følt mig enormt magtesløs.

Og så midt i marts begyndte Beat pludselig at spise igen. Han begyndte at blive mere social og han blev igen utålmodig og rastløs, hvis ikke han fik lavet nok... Den gamle Beat, som jeg næsten havde glemt hvordan var, er kommet tilbage.

Fjollede Beat - marts 2011

Hold da op, hvor er det dejligt. Beat kommer igen op i sofaen og hygger. Det er så længe siden, at han har villet være tæt nok på de andre hunde til bare at komme ind i stuen. Han leger de vildeste lege med Hero ude i haven og føler sig slet ikke presset. Og vi kan pludselig lave vores nye program - det, som vi ikke er kommet nogen veje med hele vinteren! Beat nyder at træne igen! Og han tigger når jeg spiser eller laver mad! Han spiser alt sin mad hver dag - af madskålen... og tager imod godbidder. Han skal ikke hånd-fodres mens vi går tur.

Hygge - april 2011

Jeg vidste godt, at jeg var bekymret, men det er først nu, hvor jeg mærker lettelsen, at det går op for mig, hvor bekymret jeg var. Velkommen tilbage lille Beat - du må aldrig gøre mig så bange igen!

April 2011

Dejlige Jive

I søndags kørte Helle og jeg til Fredericia for at lave opvisning ved Vild Med Dyr Messen. Da vi var på vej derover, bippede der en sms ind på min telefon. Det var fra Jens og Christina, der ejer min ex-hund Jive. Jive var en del af Hazyland flokken i ca. ½ år, men han trivedes ikke sammen med de andre hunde, så nu bor han i Middelfart og det er jo ikke ret langt fra Fredericia, så Jens og Christina spurgte, om ikke vi havde lyst til at komme til frokost hos dem. Joh tak, det ville vi da vældig gerne.

Det var dejligt at se Jive igen og gensyns glæden var gensidig. Jens og Christina syntes vist, at han opførte sig ret uhøfligt, men jeg tænkte bare, at det jo er sådan jeg kender ham :-). Han tiggede også ved bordet, da han boede hos mig og sprang op ad mig og skubbede til mig, når han ville nusses :-).

Da vi havde spist, legede vi lidt med Jive og testede hvor meget af sin dog dancing han stadig kunne huske. Han var faktisk ret dygtig, selv om det flere år siden han trænede sammen med mig.



Det var skønt at se Jive igen. Han er virkelig blevet voksen og hviler mere i sig selv, end han tidligere har gjort. Det ser ud til, at de ar han havde på sjælen da jeg fik ham, endelig er ved at hele.