Biscuit er knap 4 år gammel, men på mange måder virker det som om, at vi altid har været sammen. Han er måske nok en ung hund, men vi har oplevet så meget og har så mange dejlige minder allerede.
Det sidste år med Biscuit har været meget anderledes end de første 3.
I de første 3 år af hans liv, sprudlede han af overskud og energi. Han elskede at være midtpunkt og at optræde. Det føltes som om, at alt hvad vi rørte blev til guld. Trods sin unge alder, var han Danmarks mest vindende freestyle hund og også i udlandet vakte hans udstråling og selvtillid begejstring.
Og nærmest fra den ene dag til den anden ændrede han karakter. Han mistede motivationen og koncentrationen og jeg følte at jeg skulle trække ham gennem hans programmer. Han havde ikke lyst til at træne eller optræde.
Det var faktisk en lettelse, da jeg fik at vide, at han var syg. Der var der en forklaring - det var ikke fordi jeg var en elendig træner og hundeejer, der havde ødelagt hans motivation og overtrænet, så han var brændt ud efter kun 3 år.
Så nu er han i behandling og der er gode og dårlige dage, men der er heldigvis ikke længere ret mange uudholdelige dage.
Det sidste år med Biscuit har lært mig en hel masse om succes. For bare et år siden troede jeg, at det var succes når man kvalificerede sig til store mesterskaber eller når man stod øverst på sejrsskamlen konkurrence efter konkurrence. Nu ved jeg, at succes er når man har slutter sin træning med følelsen af, at ens hund læser ens tanker eller når man laver en opvisning og publikum jubler og man selv jubler med, bare fordi man er lykkelig over at have lavet noget som man elsker og som hunden også elsker.
Mit største kick i år var en opvisning ved Frijsenborg Slot, hvor Biscuit lavede sit program og var glad fra start til slut. På intet tidspunkt skulle jeg sige 'kom nu' og på intet tidspunkt mistede han gejsten eller lysten til at lave noget sammen med mig.
For et år siden, ville jeg ikke engang have tænkt over hvor fedt det er, at mine hunde brænder for det de laver og elsker det lige så højt som jeg gør. Man glemmer vist desværre at sætte pris på deres sundhed, indtil de pludselig ikke er så sunde mere.
Heldigvis ser det ud til, at Biscuit reagerer godt på sin behandlingen og i dag da jeg talte med Vicky, der har hans søn, gik det op for mig, at vi faktisk har haft et par super gode uger med meget få eller slet ingen dårlige dage.
Og det er jo ikke fordi alt håb om at komme tilbage i top-form er ude. Vores store idol og Crufts HTM vinder 2008, Karen Sykes' Fly er allergiker lige som Biscuit og i samme type behandling som ham.
Såh - kryds fingre for os. Lige nu nyder vi vores gode dage og vores små danse under gadelygterne efter arbejde, men det ville være skønt at stå med et Freestyle kl. 3 program igen en dag :-)
Vores store idol
Karen Sykes med Fly
Robbies ører stritter op bagerst - helt omme bag ved buret.
Bridie og Biscuit sover i bunke - her er de kommet over på forsædet i min bil.
