De gode gamle dage :-)



Hero holde øje med, at alle videobåndene bliver spillet ordentligt over!

 Det er lidt vemodigt at se disse gamle videoer, men samtidigt dejligt...
Skønne minder, der samtidig prikker lidt til savnet.

I denne video er det Ria, Kiri, Hazy, Robbie, Whipser, Nalle, Easy og Ea, der hygger sig ved vandet. Af alle disse hunde, er det kun Whisper, der stadig lever.


Og starten af Rias agility karriere...
Fantastiske, dejlige Ria. Hun var sådan en hund, som jeg altid vil drømme om at få igen. Lydig, lærenem, ivrig efter at behage, 100% nervefast og altid 110% motiveret. Hun ydede altid mere end man bad om.

Rigtig Godt Nytår

Min smukke Robbie, der nu danser på den anden side af regnbuen.

Årets sidste dag - tid til at tænke tilbage og tid til at se fremad.

Det føles som om 2010 er ræset afsted og gået lynende hurtigt, men når jeg tænker tilbage, så er der sket ufattelig meget. Livet ser så anderledes ud nu end d. 31. december 2009.

I marts stod jeg med en kniv for struben og en psykisk syg kvinde smadrede mit knæ ved at sparke til det. D. 27. marts kunne mit liv så let være blevet bragt til en brat afslutning. Kvinden siger stadig - uden nogen form for anger - at hun ville have slået mig ihjel. Det er heldige omstændigheder og måske også fordi hun trods alt ikke havde modet til at stikke kniven i mig, at jeg er i live i dag. Efter effektiv krise-bearbejdning hos en super dygtig psykoterapeut, er jeg kommet over episoden med større viden om mig selv og om livet. En gang imellem bliver jeg vred over de stærke og kroniske smerter i knæet og over alle de ting som jeg pludselig ikke kan, men det meste af tiden lever jeg med det i dyb taknemlighed over at være i live og kunne give min mor et knus, hører min nevø plage mig om at komme og lege med lego, nyde mine hunde, rejse, opleve, leve...

Sagen blev ikke helt afsluttet i 2010. Både fordi de psykiske og især de fysiske mén vil strække sig langt ind i fremtiden, men også fordi der er en arbejdsskadesag og en retsag, som forhåbentlig kan afsluttes i 2011. Det vil være dejligt at kunne lægge de to sager bag mig. Især retsagen gruer jeg for, fordi jeg der vil blive konfronteret med gerningsmanden igen.

2010 var også året for det første HTM Verdensmesterskab nogensinde. Og så endda i Danmark! DKKs HTM udvalg knoklede som bæster både op til konkurrencen og også de 4 dage i Herning, men det var en fantastisk oplevelse. Det blev naturligvis ikke mindre af, at Danmark vandt HTM Guld og Freestyle Sølv. WOW! Og så sov jeg iøvrigt nærmest en uge i træk da det var overstået.

Der har været spændende rejseoplevelser. En uge i Finland i sommers for at lave opvisning og undervise og afsted til Finland igen i december til Nordisk Mesterskab. Jeg må indrømme, at jeg bedre kan lide Finlands vejr i august end i december! Vores 14 dages ferie i England i september var også fantastisk - specielt fordi jeg fik lille Hero med hjem. Og så underviste jeg for første gang i HTM i England. Sikke en ære, at blive inviteret til at undervise i sportens hjemland og med nogen af verdens bedste handlere på tilskuerrækkerne. Jeg må indrømme at jeg havde noget klamme hænder og følte en vi præstationsangst, da vi gik i gang! Jeg har også dømt i Sverige for første gang og det fik mig til at sætte stor pris på de danske regler. Puh hvor var det svært, men interessant :o).

2010 bød på en række gode opvisnings-oplevelser. Først på året var der Show Of Winners, hvor Biscuit og jeg testede vores nye program til It's A Hard Knock Life. Ved VM fik Whisper og jeg lov til at lave Ratatouille i The Main Arena, som før nævnt var vi i Finland for at lave opvisning og vi havde 2 dage i silende regn og stiv kuling ved Royal Canin Show. En af de mest specielle opvisninger i år var imidlertid nok den Whisper og jeg lavede foran hele det engelske Kennel Club Working Party og repræsentanter fra The Kennel Club. Den blev videofilmet til brug ved fremtidig undervisning af engelske HTM dommere og vi skulle bryde så mange regler som muligt i løbet af programmet. Sært at få lov til at optræde foran engelsk hundesports spidser og så ikke engang kunne vise sit allerbedste. Sært, men også ganske sjovt at prøve :o).

I begyndelsen af september tog jeg afsked med min elskede og helt unikke Robbie. Jeg savner ham utroligt meget - min stærke, klippefaste og gudesmukke blå dreng, der kom ind i mit liv nærmest ved et tilfælde og som berigede det så meget og har sat poteaftryk i mit hjerte og i border collie verdenen generelt. Han lever videre i hans efterkommere og jeg er taknemlig for, at jeg stadig deler liv og hjem med både hans søn og hans oldebarn.

I oktober blev Biscuit og jeg inviteret til at danse på national og live TV i Bingo Banko. Hold da op det var svære forhold og Biscuit viste virkelig, at han er en sheltie ud over det sædvanlige. Men det fedeste var alligevel, at Helle og jeg havde en helt fantastisk aften sammen.

For 2010 har givet mig mange rigtig gode oplevelser både sammen med Helle og sammen med mine andre venner. Og familien har der heldigvis også været plads til midt i alt hunderiet. Min mor har været alvorligt syg og indlagt adskillige gange. Hun er hjemme nu og jeg havde en dejlig 1. juledag sammen med hende og min far. Lad os håbe, at 2011 bringer hende et stærkere helbred.

Jeg glæder mig til at se hvilker oplevelser 2011 bringer. Hazyland flokken og jeg ønsker jer alle et rigtig godt og succesfyldt nytår.

Artikel fra vores tur til England

Læs om vores rejseoplevelser her!

Littlethorn Colt At Tobermoray JW SBCHT

Dette er Littlethorn Colt At Tobermoray JW SBCHT. Han er Robbies barnebarn efter Sh Ch Grandver Celtic Quest og Sh Ch Littlethorn Xsara. Han er kuldbror til Helles Doggie (Littlethorn Avensis) og fra samme kombination som Ingelise Ussings Ruby (Littlethorn Ruby) og Enid Halds Edvard (Littlethorn SS Jaguar).

Hero og Jazz

Endelig er vi i UK. Rejsen forlob saa meget nemmere fra Esbjerg end med den lange koretur til Holland, men det er stadig ca. 28 timer paa farten.

Utaalmodigheden voksede efterhaanden som vi naermede os Linton og Kennel Littlethorn, der var vores forste stop. Vi skulle endelig mode vores hvalpe og finde ud af hvem Bob havde valgt til os.

Da vi naermede os Linton og det omraade, hvor Robbie voksede op og levede de forste 2,5 aar af sit liv, dukkede der en stor smuk regnbue op paa himlen. Jeg er sikker paa, at det maa vaere den regnbue Robbie nu danser henover. Det bragte en lille taare frem i ojenkrogen, men var samtidig en smuk paamindelse om, at han lever videre i de to hvalpe, som vi netop var paa vej hen for at besoge.


Endelig fremme! Ov! Lige som vi, havde de andre hunde rejst ca. 28 timer og vi var nodt til at tage os af dem, for vi kunne mode hvalpene. Heldigvis har Bob og Alison flere kaempe store indhegnede marker, hvor de kunne gaa, saa saa snart vi var sikre paa, at de havde det godt, kunne vi koncentrere os om hvalpene.

Og her er han saa... Littlethorn Feet Of Flames 'Hero':



Baade Helle og jeg fik den hvalp, som vi helst ville have - jeg fik den morke af de to hanner - den uden fuld krave og Helle fik taeven med det sorte ben.

Der er mange flere billeder af hvalpene her!

Rachel Spencer var ogsaa kommet for at mode os - hun har Doggies bror (Robbies barnebarn), saa ham fik vi ogsaa hilst paa. En rigtig hyggelig eftermiddag sammen med gode venner og vores nye hvalpe.

Ved 7 tiden var det atter tid til at finde bilen. Naeste stop - Kath og Davids hjem!

Dagen derpå...

Puha... jeg er træt, trist og tager gang på gang mig selv i at vente på Robbie når de andre kommer eller at tage 4 snore med, når vi skal ud og gå tur.

Som mange jo har konstateret, så så Robbie sund og rask ud lige til det sidste - for 10 dage siden ved BCKs klubmesterskab kunne ingen forudse, at det skulle blive et af de sidste arrangementer Robbie kom med til. Han var begyndt at blive lidt forvirret og konfus i visse situationer og jeg gik ikke med ham uden snor mere, fordi han ikke kunne høre ret godt og han kom tit så langt væk, at det var svært at komme i kontakt med ham. Han gik i flexi-line når vi gik tur.

Han sov også mere og i den sidste uges tid havde han også i korte perioder pustet uden grund, men ikke hele tiden. Kun i perioder af ca. 5 minutter ad gangen, så jeg var ikke meget urolig. Jeg ville lige have tjekket det med dyrlægen, når vi alligevel skulle have lavet dyrlæge check inde vi tager til England.

I går nat kl. 2 begyndte Robbie at hoste og han kastede mørkt blod op. Han havde det rigtig skidt, men det varede kun ca. ½ time og derefter lagde han sig igen til at sove. Robbie havde en fredfyldt og rolig nat. Om morgenen tog jeg alle hundene med ud på en dejlig lang gåtur, hvor Robbie fik lov til at løbe løs. Efter turen kørte vi til dyrlægen og Robbie sov fredfyldt ind med hovedet hvilende i mit skød.

Og nu skal vi andre så til at finde ud af det uden ham...

Jeg har det ok – græder meget, men på en måde er det dejligt at sørge over Robbie, fordi det føles som det sidste jeg kan gøre for ham. Det har været overvældende så mange reaktioner der er kommet på hans død. Opdrættere og border collie ejere fra hele verden skriver og fortæller om deres børnebørn eller oldebørn og om hvilken betydning han har haft for racen og deres opdræt. Hver eneste mail får mig til at græde igen - både af sorg over det jeg har mistet og glæde over det jeg havde.

Om 4 dage rejser jeg til England og henter hans oldebarn. Jeg havde glædet mig til at føre generationerne sammen, men sådan blev det ikke. Min nye hvalp skulle egentlig have heddet River, men jeg har nu besluttet mig for, at han skal opkaldes efter Robbie. Han kommer til at hedde Hero efter Robbies stambogsnavn 'Decorated Hero'.

Robbie var en fantastisk hund og jeg er stolt og lykkelig over, at jeg fik lov til at være en del af hans liv. Også selv om det gør frygteligt ondt nu, at skulle acceptere, at han ikke er her mere.

God jagt kære Robbie

For ca. 10 år siden, da jeg fik et brev fra Whispers opdrætter, hvor hun spurgte om ikke jeg ville have Whispers far til Danmark og træne ham, havde jeg ikke den vildeste forestilling om, hvad det var hun tilbød mig.

Formentlig har jeg ikke helt forstået det før i dag, hvor jeg har holdt hans hoved i mine hænder, mens han sov ind for sidste gang. Jeg har modtaget sympati mails fra sørgende Border Collie ejere fra det meste af verden. Folk som jeg ikke kender, men som har et barnebarn, et oldebarn eller et tip-oldebarn efter ham og der lige som jeg, sørger over hans død.

Robbie var en unik hund - helt enestående. Han var smuk som en drøm både inden i og uden på. Han var blid og ærlig og gav altid sit absolut bedste, når vi arbejdede sammen. Hans power og drive kunne tage vejret fra en.

Det har været et privilegium og en ære at få lov til at dele mit liv med Robbie, men hvor er det bare svært i dag, hvor jeg prøver at forstå, at det er slut. Det var tid til, at han skulle rejse videre. Vi var heldige. Han var rask og glad lige til det sidste. Først få timer før han sov ind, viste han tegn på sygdom. Heldige, fordi jeg ikke kunne ønske mig en bedre død for ham - men pludseligt og uforberedt for mig og derfor så svært at acceptere.

God jagt kære Robbie - du kan slet ikke forestille dig hvor savnet du er.

Jeg har besluttet, at min hvalps kaldenavn skal være 'Hero' efter Robbie.

BCK Klubmesterskab

I weekenden d. 21. - 22. august var der Border Collie Klubmesterskab i Sorø. 2 dage med udstilling, LP og Rally giver rig lejlighed til at møde nye og gamle venner og til at møde 'slægtninge' - hundenes altså.

Biscuit prøver at lærer Tuula at lave 'violinen'.

Dil og Joythi havde deres LP3 debut og det så rigtig fint ud.

Littlethorn SS Jaguar (Edvard) er Robbies barnebarn.

(Grandver Celtic Quest x Robbies datter Littlethorn Xsara)

Han bor hos Enid Hald, Stensedals Border Collies.

Edvard er far til denne unge tæve - Stensedals Pinot Noir

(Robbies barnebarn Littlethorn SS Jaguar x Robbies datter Littlethorn Suzie).

Ejer: Lis Steen Hansen

Edvard er også far til Stensedals Prince Albert

(Robbies barnebarn Littlethorn SS Jaguar x Robbies datter Littlethorn Suzie).

Albert bor stadig hos Enid Hald sammen med far Edvard og de andre Stensedal hunde.

Robbies barnebarn Flash Tally Of Green Borderline blev BIR om lørdagen under dommer Rachel Spencer.

(Robbies søn Littlethorn Continental x Cinderella Princess Of Green Borderline)

Og dette er Robbies smukke datter Stensedals Tasja

(Whenway Decorated Hero x Stensedals Crazy Daisy)

Tasja vandt 'Gribe godbids konkurrencen' lørdag eftermiddag :o)

Selv om Hazyland flokken ikke var tilmeldt nogen konkurrencer, så var de stadig med og hyggede sig. Her er det lille Beat, der siger 'halløj' til Lucky.

Mads Møller og Hailey vandt Den Gyldne Apport.

Lørdag aften var der grill middag - super hyggeligt!

Grillmester Jesper lavede fantastisk mad til os.

God stemning hele vejen rundt.

Det kan godt være, at han ser lidt gal ud, men det er faktisk Beat der smiler.

Han har lært sig selv at efterligne menneskelig mimik og blotte tænderne til et 'smil', når han ser nogen, som han bliver glad for at se. Heldigvis er han snedig nok til kun at bruge det overfor mennesker og man skal føle sig beæret når han gør det, for han gør det kun, når han er rigtig glad for at se en eller anden.

Ahhh - davs Pia, det var godt du kom... Jeg trængte til et knus...

Søndagens udstillingsdommer var Angela Gillespie fra Detania Border Collies.

Hun var ikke så heldig med vejret som Rachel Spencer. Det regnede voldsomt det meste af formiddagen. Hun tog det imidlertid i stiv arm og det samme gjorde udstillerne.

Søndag middag kørte vi til Tivoli, hvor vi skulle lave opvisning - stadig i regn. Læs om det her!

Trods vejret en fantastisk weekend. Tak til alle deltagerne i Sorø og selvfølgelig til mine bestyrelseskollegaer samt udvalgsmedlemmerne for en dejlig weekend.

Et skræmmende telefonopkald!

I går morges lukkede jeg hundene ind som jeg plejer, når de skal være alene hjemme og kørte til Dianalund. Det var første undervisningsdag på efteruddannelsen efter sommerferien. Lige før middagspausen blinkede min telefon og jeg kunne se, at det var min genbo Karen, der ringede. Hun ringer aldrig til mig, med mindre der er noget galt, så jeg skyndte mig ud for at ringe tilbage til hende.

"Jeg har en sort og hvid hund gående i min have" sagde hun... "Øhhh ok, er du sikker på, at det er min, for mine burde være lukket forsvarligt inde i huset, for jeg er ikke hjemme". Jep, hun var helt sikker...

Så lod jeg undervisning være undevisning og kørte så hurtigt jeg kunne tilbage til Sorø. Aiiii, hvor kørte alle bilerne foran mig bare langsomt!!!! Jeg var fyldt med bange anelser. Havde der været indbrud? Hvis en hund var ude, kunne de andre så også være det? Lille yndige Biscuit, var han yndig nok til at blive stjålet og solgt videre?

Jeg skyndte mig over til Karen og ganske rigtigt, der stod Robbie og så glad og tilfreds ud. Han havde tømt deres skål med godbidder, men ellers opført sig eksemplarisk. Han havde siddet ved siden af Karens mand og ville kæles og i det hele taget været helt afslappet og rolig. Han så også ganske tryg og ubekymret ud, da jeg hentede ham. Han havde ikke specielt travlt med at komme hjem igen.

Men jeg ville gerne hjem og finde ud af, hvordan han var kommet ud. Tilsyneladende har vinduet stået på klem og så har han lænet sig op ad det og er faldet ud. Og når nu han alligevel var ude, kunne han jo lige så godt tage på visit.

Puh, sikke en oplevelse! Jeg kom ikke mere i skole den dag!

Gamle hunde er noget særligt... og rart at de unge også er der, til at give os nye oplevelser...

Gamle hunde er noget særligt. Et langt liv sammen har givet en masse oplevelser og minder og man kender hinanden så godt... Jeg bliver helt varm inden i, når jeg ser Robbie ligge rullet sammen på sofaen - tilfreds efter en god gåtur. Han er helt speciel - min smukke, ærlige og loyale gamle dreng.


Men selvfølgelig er det også dejligt, at den næste generation står på spring og har et langt liv foran sig med nye oplevelser, der vil føre til fremtidige minder og smil.
Beat er allerede i gang... I dag er Hunden kommet med artiklen om hans WDS happening i The Main Arena sammen med Lise Lotte.

Ja, de kan ikke undværes nogen af dem - hverken de unge eller de gamle.

Dejlige gamle Robbie

Robbie bliver 13 til november. Han er stadig i fin fysisk form, men han er begyndt at blive senil og reagerer anderledes end han tidligere har gjort i visse situationer.
Han er imidlertid stadig glad for at få lov til at lave noget og han elsker, når vi hygger os med nogle af hans gamle LP eller HTM øvelser. Her hygger han sig med 4 apport-bukke :o).

Den mest fanastiske Border Collie jeg har mødt... og dens efterkommere...

For ca. 10 år siden mødte jeg en helt enestående hund. En smuk Border Collie med et fantastisk temperament, stor samarbejdsvilje og højt 'drive'. Denne hund kom ind i mit liv ved et tilfælde og nu kan jeg slet ikke bære tanken om, at miste den og det den står for igen.

Det er selvfølgelig Robbie jeg taler om. DKCH INTCH KLUBCH DKFSCH DKHMCH LP1 HYRDPR Whenway Decorated Hero FS N Ex. Min smukke, ærlige, arbejdsomme og kærlige Robbie.

Jeg har allerede en søn efter Robbie - Whisper og det har hele tiden været min plan, at jeg skulle have en mere, men det var aldrig det helt rigtige tidspunkt eller den helt rigtige tæve op pludselig var Robbie en gammel mand, der var gået på pension. Og endnu mere skræmmende var det da jeg opdagede, at hans søn også er ved at være en gammel mand, der også må formodes at gå på pension inden for en fremtid, der er nærmere end den har været... Pludselig gik det op for mig, at jeg var ved at miste de fantastiske hunde, som jeg elsker at arbejde og leve sammen med.

De 2 drenge fra kuldet

I går blev der så født 6 hvalpe i Derbyshire, England - 4 tæver og 2 hanner.

Mor til hvalpene var Littlethorn Jazz JW. På faderens side er hun Robbies barnebarn (Jazz er efter Robbie søn Sh CH WW03 Littlethorn Continental) og på moderens side er hun et tip-oldebarn (Jazz er efter Littlethorn Eleganza, der er efter Sh Ch Littlethorn Galaxy, der er efter Robbies datter Sh Ch Littlethorn Xsara).

Far til hvalpene er Alcusia Galaxy Choc Box JW, der er Robbies Oldebarn (han er efter Sh Ch Littlethorn Galaxy).

Når jeg nu ikke kan få en Robbie klon, så er det her kuld i hvertfald så tæt på, som jeg kan kommer og derfor spurgte jeg opdrætteren om jeg kunne komme i betragtning til en af drengen fra kuldet. Jeg fik et positivt svar, så om ca. 8 uger håber jeg, at få en lille ny danser med hjem til truppen.

Jeg ved godt, at det ikke er hverken en ny Robbie eller en ny Whisper jeg får, men i det mindste, så er det de linjer som jeg elsker og beundre. Robbies slægt vil stadig være en del af Hazyland flokken.

Og så bliver det jo ekstra sjovt, at 'Puppys' søster Jazz også skal med hjem til Danmark og bo hos Helle, Doggie og Cookie :o)

Mor: Littlethorn Jazz JW

Far: Alcusia Galaxy Choc Box JW

En køligere gåtur

Efter dage hvor det har været så varmt, at det næsten har tangeret dyremishandling at gå tur med hundene, nød vi dagen i går, hvor et tordenvejr havde renset luften og temperaturene var noget mere passende for en god løbetur gennem landskabet. Der var stadig gråt og vådt efter nattens uvejr, men det betød ikke så meget.

Beat - fuld fart frem!

Og Robbie kan også være med.

Smukke gamle Robbie.

Whisper.

Beat med de fjollede ører og den lange tunge.

Og yndige lille Biscuit.

Beat

Hyggelig dag ved søen

Endnu en varm dag, hvor ikke en vind rørte sig til at køle os ned... Heldigvis matchede vores planer for dagen vejret - Helle, hundene og jeg skulle ned til søen og bade!

Cookie, Robbie, Whisper, Biscuit, Doggie og Beat

Det eneste tidspunkt Hazyland flokken får lov til at lege med pinde, er når de svømmer... Efter at Ria fik revet sin tunge ud med en pind, som hun løb med i munden, har vi været meget forsigtige, men på den anden side har vi også mistet utallige bolde og aqua-legetøj i søens dyb, så nu har vi opgivet og er gået tilbage til pindene...

Beat elsker vand, men ser nu noget ynkelig ud, når han er våd

De to gamle drenge - Robbie og Whisper

Alle hundene ville gerne have fat i pinden, så de svømmede så hurtigt de kunne, for at komme først frem til den...

Eller dvs. alle på nær Cookie... Ikke fordi han ikke ville have pinden... Det ville han rigtig gerne... Han brugte bare en anden taktik...

Han lod de andre knokle for at komme først ud til den og når de så kom tilbage, lå han klar og stjal den fra dem! Hmpf!

Her er det Robbie, der bliver overrumpet

Og Doggie...

Og Robbie igen!

Utroligt - Robbie igen!

Cookie har ellers ret meget respekt for Robbie, men åbenbart ikke nok til at lade ham beholde pinden.

Han prøvede også Whisper, men han var for hurtig og trak pinden til sig

Ha - ta' den Cookie! :o)

Lille Biscuit siger at pinde er alt for hårdt arbejde - han vil hellere jagte Border Collier i vandet!

En dejlig formiddag i vandet - to- og firbenede nød det!
Beat i så høj grad, at han ikke ville op da alle andre gik op :o)