torsdag den 23. juli 2009

Mor Bluebee - Svensk Spring Champion


Kæmpe tillykke til Biscuits mor Bluebee, der blev nr. 2 ud af 96 hunde i Spring kl. 3 ved Snapphanefejden i Sverige. Vinderen var allerede Champion, så certifikatet gik videre og Bluebee er nu Svensk Spring Champion.

tirsdag den 21. juli 2009

Beats ører og Mr. Perfect Ears!

Julie, der ejer Beats far Dug og flere af Beats andre familiemedlemmer, har sendt nye billeder af Beats familie. Jeg havde ikke set Beat oldefar Drift (Wicklow Lad) før, men da jeg så billederne af ham, var der kun en konklusion at drage: Jep! Nu ved vi hvor Beat fik sine ører fra!

Oldefar Drift

Lille Beat

OK, så jeg fik hvalpen med de fjollede ører... Men Julie sendte også billeder af hans bror Mac - fremover kendt som 'Mr. Perfect Ears'. Lige så store og flappede som Beats ører er, lige så yndige er hans!

Mac


Men! Man skal ikke undervurdere betydningen af store ører. I kender vel eventyret om Rødhætte og Ulven? Så, hvorfor har Beat så store ører? Det er så han bedre kan høre mig! Mmmm, ingen tvivl - Beat skal nok blive super lydhør med de ører han render rundt med! :-D

Der er flere billeder af Drift her! Og af Mac og Beats andre søskende her!

mandag den 20. juli 2009

Nexee og Moss

Her er en video af Robbies barnebarn Nexee (Littlethorn Saxo), der er udtaget til at repræsentere Tjekkiet ved VM i agility d. 18. - 20. sepember 2009 i Østrig. Hun skal også repræsentere Tjekkiet ved European Open i Holland d. 25. - 26. juli og ved IMCA World Cup i Ungarn d. 4. - 6. september.

Der er også en video af min Australske veninde Lisa, der netop har vundet Queenslands Mesterskabet (svarer til et DM) i Open Class lydighed. Jeg synes at det var interessant at se hvordan en lydighedprøve ser ud på den anden side af jorden.

fredag den 17. juli 2009

Fern vom Ettikogarten

I 2004 havde Robbie besøg af en sød blue merle tæve fra Syd Tyskland ved navn Emilie vom Ettikogarten. Hun var en dejlig hund og jeg kom fint ud af det med ejeren Gesche Beile, men hun var ikke på internettet, så det var svært at holde kontakten ved lige over den lange afstand. Jeg fik en CD med fotos da kuldet var nyfødte, men har siden kun hørt fra en af hvalpene... Indtil i dag!!!

I dag kom der en mail fra Ferns ejer. Sikke en dejlig og uventet overraskelse :o)


Ferns ejer Leonie skriver:
"She grew up to be a very playful and bright Border Collie with qualities in agility, obedience, retrieving, frisbees and all kinds of tricks. Fern is mainly a family pet, but I attended dog school with her and have done so ever since we got her, because I needed ideas to find new ways of training Fern and I could see how much she enjoyed and still enjoys working with me.



Jubiiiiii, hvor er det skønt at høre nyt og vide at hun har et godt hjem og er en glad hund :o)
Hun ser også dejlig ud!

Erotica og Harry

Kl. 21.45 torsdag aften... Netop ankommet til Næstved et kvarter før den aftalte tid. Jeg går interesseret rundt om Butik Erotica og kigger på udstillingen i vinduerne. En mand kommer forbi. Jeg kigger op og smiler høfligt... Han sender mig det mest vulgære og sjofle smil... ARGH!!!! Først der går det op for mig, at situationen ser helt andlerledes ud end den egentlig er!!!!

Ok, for at det hele skal give mere mening, går vi lige lidt tilbage i tiden.
For et par uger siden kontaktede min tidligere kollega Aime mig over facebook og spurgte om jeg havde planer om at se Harry Potter på præmiere natten. Selvfølgelig!!!! Der blev hurtigt lavet en aftale - Helle, Aime og jeg skulle i Næstved Bio torsdag nat og se den nye Harry Potter film, når den gik over lærredet lidt over midnat.

Aime og jeg arbejdede sammen, da jeg for et par år siden arbejdede på Tusindfryd i Ringsted, men ved siden af sit job der, er Aime også selvstændig erhvervsdrivende. Hun ejer Butik Erotika - en butik, der som navnet antyder sælger alt hvad hjertet kan begære, når det gælder sex legetøj, film og andet udstyr.

Jeg havde hørt meget om Aimes butik og da den også ligger i Næstved - endda lige over for biografen, blev aftalen, at vi skulle mødes der, se butikken, gå videre ud og få en kop kaffe og så ellers se film!



Som sagt ankom jeg et kvarters tid før 22 og hverken Helle eller Aime var dukket op. Helle kom dog kort efter og på slaget 10 dukkede også Aime op. Vi havde en hyggelig og underholdende times tid i butikken og tro det eller ej - det er altså ikke et dårligt sted at kigge, hvis man skal finde et HTM kostume. Der var rigtig mange kostumer at vælge imellem og det fleste af dem kunne være meget u-tækkelige hvis man ønskede det, men de kunne også være fint egnede til et familie-publikum, hvis bare man fandt det rigtige tilbehør.

Helles lille 'får'-klæde er da ikke så slemt...

Ok, det er måske ikke en god rekvisit til et familie-publikum!

Turen gik videre til 'Oliver' hvor vi fik kaffe og efter en tur rundt i byen, var det Harry tid :o).


Super film! Det var mere en 'rigtig film' end de øvrige Harry Potter film. Mindre action, mere skuespil, sjove indslag og en rigtig 'love-story'. Ikke for lang - ikke for kort... En god film-oplevelse. Og fedt at se den midt om natten. Der er altid en speciel stemning i biografen på præmiere-natten til en Harry film.

Oplevelsen blev en smule forstyrret for mig, fordi jeg den første time kæmpede lidt med min forkølelse og den sidste 1½ time havde svært ved at abstrahere fra, at jeg skulle tisse! Mmmm kaffe og cola lige inden en lang film... Genialt! :o).

Tak til Helle og Aime for en fed aften! Det må vi gøre igen, når den næste Harry film dukker op på lærredet!

torsdag den 16. juli 2009

Uventede gæster


Johanne er til Jutlandia Cup og hendes mor var hjemme hos hende, for at passe de hunde, der ikke løber agility, men hele Johannas have er gravet op pga. noget kommunalt kloak arbejde, så det var ret besværligt for hendes mor at at få hundene luftet og derfor var Johanna hjemme for at hente dem. Jutlandia Cup med varme og meget tid i bur er ikke noget for en gammel dame og heller ikke for en knap så gammel lille mand, så vupti - Hazyland Flokken byder velkommen til Whizz og Carson, der er kommet på et par dages ferie :o)

Efter et par aktive timer, hvor alle har haft travlt med at hilse og se hinanden an, er der nu ro over flokken. Alle ser ud til at trives og være tilfredse med hinandens selskab.

Og så har jeg fået dette dejlige fotografi fra Tjekkiet i dag. Det er af 2 Robbie-børnebørn: Littlethorn Saxo (sort/hvid) og Lower Saxon All You Need Is Love (blue merle).

søndag den 12. juli 2009

Børnefødselsdag

Beat er en helt speciel lille hund og en 1 års dag er en stor dag... Så selvfølgelig er dagen blevet fejret med manér!

Vi kørte ud til Helle og trænede et par timer, på en træningsbane der var pytet med flag :o).


Efter træningen kunne festen begynde!



Som ved alle andre børnefødselsdage, var der tid til at lege og få brugt lidt energi, inden der var kage og (safte)vand! Bridie følte sig dog hævet over den slags fjollerier. Hun nøjedes med at ligge og kigge på.

Bridie

Whisper

Robbie

Biscuit og Beat

Cookie, Doggie og Biscuit

Endelig blev det tid til fødselsdagsgaver...


Fra Helle og hundene fik han en bold, et tyggeben, en gris og et tørklæde...

Jeg ved ikke hvorfor Helle mente at teksten på dette tørklæde var passende for Beat!

Den bold, som han brugte da vi trænede, var også en fødslsdagsgave

Efter gaverne var der lækker hjerte-formet lagkage... Opskriften indeholder bla. leverpostej, A38 og grill-pølser... Velbekomme!


Mmmmm, lækker lagkage!


Alle lå pænt og ventede på at lagkagen blev delt ud

Vær tålmodige... det er på vej...

Fødselsdagsbarnet blev håndfodret...


De andre skulle nok holde sig til og få deres del...

Doggie nåede vist knap at smage sin kage før den var væk!


Prinsesse Bridie er altid meget forsigtig og ordentlig med alting - også sin mad!


Biscuit er vant til at være den lille... Han skyndte sig at spise sit, inden nogen huggede det!


Men ingen spiste sin kage hurtigere end Bianca!
Hendes stykke nåede ikke engang at ramme jorden!
Og hun fik endda 2 stykker!

Tak til Helle og hundene for en hyggelig dag og kæmpe tillykke med fødselsdagen til Beat. Han er noget ganske særligt på flere måder, end I kan forestille jer!

Tillykke med fødselsdagen Baby Beat

Beat fylder 1 år i dag :o)
Stort tillykke med fødselsdagen!

lørdag den 11. juli 2009

Stakkels Bridie

Bridie syntes egentligt, at det var meget hyggeligt at få besøg af Hazyland flokken og hun var også glad for at se mig... Hendes glæde aftog imidlertid, da jeg fik set, at hendes pels i høj grad trængte til en kærlig hånd. Bridie nyder ikke at blive soigneret!

Resultat af min mors og min snak om pels blev, at Bridie kom med mig hjem og fik den helt store tur. Det varme vejr havde fået hele hendes pels til at løsne sig, så hun blev børstet grundigt, fik klippet poter og ører og hendes negle blev trimmet og så kom hun i bad!

Så meget pels kan der børstes af en sheltie i fæld!
Og så var Bridie endda klippet korthåret!

Øv - ikke glad efter badet


Men nu, hvor hun ligger og putter på sofaen, er humøret bedre igen :o)

mandag den 6. juli 2009

Mmmm, han ser altid meget uskyldig ud...

-men hvad laver han oven på Whisper, når Whisper prøver at sove????

-og hvor kommer al konfetti'en fra??????
Jeg ved, at jeg ikke havde noget konfetti i huset!!!!!

lørdag den 4. juli 2009

Sommervejr og Frölic

Jeg kom hjem fra arbejde kl. lidt i 4 og det var simpelthen for varmt til en lang gåtur, så vi kørte ned til Sorø Sø for at bade. Vi prøvede alle vores sædvanlige gode badesteder, men der var mennesker alle vegne og ingen af dem så ud til ligefrem at længtes efter 4 våde hunde til at ryste sig op af dem...
Så vi begyndte at gå rundt om søen og efter ½ times tid fandt vi en lille bugt med dejligt sandstrand og ikke et menneske i miles omkreds :o).
Der var helt stille, køligt og meget smukt - og endelig kunne hundene få deres svømmetur.





Og så er jeg iøvrigt spændt på om Whisper får dårlig mave... Han har stjålet 1½ kilo Frölic mens jeg var på arbejde. En næsten ny pose, som han har gnavet hul på og spist rub og stub!

torsdag den 2. juli 2009

FCI VM i agility

Robbies barnebarn Nexee (Littlethorn Saxo) er udtaget til at repræsentere Tjekkiet ved VM i agility d. 18. - 20. sepember 2009 i Østrig.
Nexee og hendes ejer Nikol skal også repræsentere Tjekkiet ved European Open i Holland d. 25. - 26. juli og ved IMCA World Cup i Ungarn d. 4. - 6. september.

Læs mere på Nikols hjemmeside!


Kæmpe tillykke til Nikol og Nexee!

Nexee er fra samme kombination som 3 dansk-ejede Border Collier:
Littlethorn Ruby - Ruby, ejet af Ingelise Ussing -
Littlethorn Avensis - Doggie, ejet af Helle Larssen og
Littlethorn Jaguar - Edvard, ejet af Enid Hald