Jeg sidder på toppen af en forårsgrøn bakke og kigger ud over en idylisk lille sø. Mine hunde snuser i græsset rundt om mig. Jeg kan høre et insekt summe i de hvide blomster på en busk ved siden af mig. Fuglene kvidre over mig og vinden suser i bladene. Jeg har brug for freden omkring mig, for at magte det tanke- og følelses kaos, som jeg har inden i. Min bærbare computer balancerer på mine knæ, mens jeg prøver at komme i gang med at fortælle min historie.
I forgårs var jeg i retten for at vidne mod den unge pige, der for lidt over et år siden vendte op og ned på mit liv. Jeg husker det stadigt ganske tydeligt – den lørdag eftermiddag i marts 2010.
Jeg var lige mødt ind til en aftenvagt og Rikke, der var i aflastning på Skovglimt, kom hjem fra det dagtilbud kommunen havde bevilget til hende. Det var kompliceret med Rikke. Hun var konfliktsøgende og truende. Hun passede slet ikke ind i Skovglimts målgruppe og sagsbehandleren arbejdede da også på at finde et andet bosted til hende. Vi havde givet dem en deadline. Rikke kunne blive hos os indtil efter påske og så skulle hun flyttes. Der var kun ca. 10 dage tilbage.
De andre borgere var bange for hende og hun fyldte alt for meget hos personalet, så der blev ikke overskud til andre end hende. Indtil hun kunne flyttes, var der bevilget ressourcer til et specielt tilrettelagt dagtilbud på en rideskole. Rikke var glad for heste og gik til ridning en gang om ugen, så det virkede som en god løsning. Hun kom hver dag ud og laave noget, som hun var glad for og de andre borgere og personalet fik et hårdt tiltrængt pause.
Det var imidlertid dette dagtilbud, der gav anledning til konflikten. Rikke ville have en fridag og det sagde jeg nej til. Aftalen var klar – Rikke skulle ud af huset hver dag.
Rikke blev vred, men jeg stoppede konflikten ved at gå fra den. Gennem de næste 45 minutter, brød Rikke så godt som hver eneste af de aftaler, vi havde lavet gennem de 2 måneder hun havde været på Skovglimt. Hun gjorde hvad hun kunne for at provokerer mig. Hun ønskede en konflikt og en konfrontation og jeg prøvede at navigerer uden om den. Tilsidst gjorde Rikke den ene ting, som hun vidste, at jeg ikke ville ignorere. Hun truede en af de andre borgere. Han blev bange for at blive smadret og slået ihjel og jeg var nødt til at gribe ind.
Jeg bad Rikke overholde vores aftaler og lade de andre borgere være. Jeg forventede at hun ville blive sur, græde og forlade Skovglimt som så ofte før. Vi var efterhånden vant til den slags dramaer. Det var ikke det, der skete.
Gennem de næste 20 minutter blev jeg sparket, spyttet på, slået, skreget af og til sidst blev jeg, med en kniv for struben, bedt om at tage stilling til, om jeg ønskede at leve eller dø. I 20 minutter var hele min krop og alle mine sanser i højeste alarm-beredskab og det kulminerede i et kæmpe brag, hvor alt lukkede ned og jeg holdt op med at fungere. Politiet kom og tog kniven fra Rikke og jeg forlod Skovglimt.
Alt hvad jeg ellers interessered mig for blev ligegyldigt.Verden blev et skræmmende sted. Jeg mistede evnen til at gøre helt basale ting - sove, spise, læse, skrive, huske, forstå... Jeg var konstant bange, konstant ked af det og jeg savnede at have det, som jeg havde haft det før...
Mine tanker drejede sig kun om overgrebet. Jeg talte ikke om andet og forsøgte desperat at skabe mening i noget, der lignede vanvid.
Det var svært at tale med folk, fordi de altid sagde det forkerte. 'Jeg håber du har det bedre...' blev en næsten ubærlig sætning at høre. For nej, jeg havde det ikke bedre og jeg havde dårlig samvittighed over stadig kun at have overskud til mig selv. Jeg følte mig presset til at skulle have det bedre, for min angst og ked-af-det-hed var ubehagelig for andre at se på og være i nærheden af.
Jeg smilte og forsøgte at være modig og sej, både for at beskytte andre, så ikke de skulle blive bange for min sårbarhed, men også for at beskytte mig selv, for det var svært, når folk ikke turde se mig i øjnene eller blev utilpasse, når jeg blev ked af det. Mange turde ikke spørge, fordi de var bange for min reaktion. Nogen ignorerede mig og andre lod som om intet var hændt og begge dele var svært, fordi overgrebet var blevet en del af mig og jeg havde brug for at blive accepteret med de mén og skader, som det havde efterladt. Jeg ønskede, at folk bare ville være sig selv og spørge hvis de var nysgerrige - lade mig fortælle. Hvis jeg ikke har lyst til at tale om det, skulle jeg nok sige til.
Fysiske overgreb er forfærdelig. Det er enormt grænseoverskridende at blive slået og sparket. Og hvordan det føles at blive truet på livet kan slet ikke beskrives. Livet er jo det vigtigste vi har - uden det er vi ikke... Men det mest krænkende og det der er sværest at leve med er, at hun spyttede mig i ansigtet. Det kan jeg slet ikke håndtere! Det er så ækelt og jeg kan ikke forestille mig noget, der i højere grad kunne udtrykke hendes afsky for min person.
Når jeg græd, mærkede jeg ikke tårerne – det eneste jeg kunne mærke, var et andet menneskes spyt, der løb ned ad ansigtet på mig. Før overgrebet elskede jeg at gå tur med hundene i den milde forårsregn. Den jordagtige duft, der spredte sig, når den tørre jord blev fugtig... Og regnen føltes næsten som en slags kærtegn, når den ramte ansigtet. Efter overgrebet mærkes regnen ikke længere som kærtegn. Den gav mig kvalme, fordi den mindede mig om den totale ydmygelse af et andet menneskes savl, der løb ned over mit ansigt.
Jeg var ude af stand til at slappe af. Jeg er hele tiden i gang med noget. Hvis jeg sad ned i 5 minutter uden noget specielt at lave, fandt jeg straks en undskyldning for at rejse mig og gøre noget. Roen og stilheden skræmte mig - med den kom tankerne. Jeg var bange... Ikke for noget bestemt, men bare fordi, jeg nu vidste, at verden ikke er så sikker, som jeg troede den var.
Hele tiden søgte jeg tilbage til før det skete. Jeg ville have mit liv tilbage som det var før overgrebet! Jeg ville have, at det hele skulle gå væk!
Og så en dag talte jeg med et andet volds-offer og hun fortalte mig, at det ikke handler om at få det tilbage som man havde før, for det kan man ikke få. Livet er ændret for altid. Det bliver aldrig det samme igen. I stedet for at prøve at skrue tiden tilbage, måtte jeg lære at leve med det, som jeg har nu, for det kan være lige så godt - bare anderledes. Jeg skal skabe mig en ny identitet. Jeg er ikke mere Emmy som jeg var - jeg er nu Emmy der ved hvordan det føles at få en kniv holdt op mod halsen. Jeg er Emmy der ved, hvordan det føles når et andet menneskes spyt løber ned over mit ansigt. Jeg er Emmy der ved, at jeg kan modtage spark og slag uden at vise frygt eller trække mig tilbage. Det er den person jeg er nu og det vil jeg være altid fremover. Jeg skal finde ud af at leve med den viden, uden at det vælter mig omkuld hver gang jeg tænker på det. Det var det perspektiv jeg manglede, for at kunne begynde at se fremad i stedet for bagud.
Månederne efter overgrebet var en aktiv og meget bevist kamp for at få livet tilbage. Jeg havde opdaget, at jeg var sårbar og kunne skades. Jeg tror endda, at jeg accepterede den viden. Jeg opdagede, at jeg ikke altid er i stand til at tilgive. Og jeg opdagede, at livet ikke altid giver mening.
Langsomt... meget meget langsomt begyndte min krop at reagere mere normalt igen. Jeg begyndte at kunne genkende mine reaktioner og tanker igen. Det tog tid og det var hårdt arbejde. Min krop knoklede for at få alle funktioner op at køre igen og det gjorde mig enormt træt. Og rent mentalt, var jeg rigtig sårbar - jeg havde det godt, men der skulle meget lidt til, før jeg fik det mindre godt. Søvnbesvær, koncentrationsbesvær, rastløshed og en lav tolerance overfor andre mennesker blev en del af livet. Men livet gik videre og lidt efter lidt, begyndte jeg at gå med...
I forgårs var jeg i retten for at vidne mod Rikke.
Jeg var bange for at møde hende igen. De billeder jeg havde fra mit sidste møde med hende, var skræmmende. -Og Rikkes mor fyldte næsten lige så meget som Rikke. Tanken om at skulle møde dem igen, gav mig kvalme.
Men dagen for retssagen kom og det var egentlig ikke så slemt. Rikke havde gjort noget tilsvarende igen på det nye bosted, så der var to forhold at tage i betragtning. Jeg lyttede til vidnerne og fulgte med i sagen uden at føle ret meget.
Ikke før anklageren opsummerede sagen. Det var første gang jeg hørte en anden fortælle hvad der var sket. Indtil da havde jeg selv fortalt min version af historien og jeg havde hørt andre referere hvad jeg havde sagt, men jeg havde aldrig hørt en punkt for punkt gennemgang af episoden med fremmede ord og en anderledes indgangsvinkel.
Anklageren fremhævede, at Rikke havde ønsket at dræbe mig. Jeg begyndte at græde.
Anklageren og forsvareren afsluttede deres opsummeringer og de tre domsmænd forlod salen for at voterer. Jeg forsøgte at få kontrol over mine følelser igen. Rikkes mor sad to stolerækker længere fremme end jeg. Hun vendte sig om og sagde til mig ”Jeg synes ikke, at du kan være bekendt, at du ikke kan komme og hilse på os eller tale med os, vi arbejdede trods alt sammen gennem længere tid”. Jeg afviste hende: ”Jeg ønsker ikke at tale med dig!”. ”Nej, men det kan du ikke være bekendt!”. ”Det har ikke noget med jer at gøre” fik jeg forklaret, ”men jeg synes at det her er rigtig svært og jeg har ikke overskud til jer.”, men Rikkes mor hørte ikke efter. Hun havde allerede vendt ryggen til mig igen.
Jeg ønskede at få hende til at forstå, at jeg ikke var på arbejde og ikke var professionel lige nu. Jeg var privat og bange og såret og var ikke i stand til at tage mig af dem. Jeg ønskede at råbe til hende, at for en gang skyld handlede det ikke om hende og hendes behov. Hun var ikke offeret og hun havde ikke krav på noget fra mig. Men hun havde allerede vendt ryggen til og jeg sad tilbage med min frustration og min vrede.
Få minutter efter måtte jeg forlade retssalen. Jeg lukkede døren og gav efter for gråden og afmagten.
Kort tid efter var sagen afsluttet. Rikke fik en behandlingsdom på ubestemt tid. Jeg burde være glad og lettet. Det var jo det jeg gerne ville – jeg ville sikre, at hun fik behandling og blev placeret et sted, hvor hun ikke er til fare for andre. Men jeg var hverken lettet eller glad. Jeg var fuld af skam og angst og jeg forstod ikke hvorfor.
Dagen efter retssagen talte jeg med Anne Charlotte Harhoff, den psykoterapeut, som jeg har talt med jævnligt siden overgrebet. Det var godt. Jeg fik sat ord på hvor skammen kommer fra – skam over kun af kunne føle afsky for Rikke og hendes mor, når mit professionelle jeg egentlig mener, at jeg burde have ondt af dem eller forståelse for dem. Skam over ikke at kunne rumme Rikkes mor og leve op til hendes forventninger, når hun havde brug for det. Hun var jo min 'klient'. Skam over at være offer. Og angst fordi jeg er sårbar og kan skades.
Siden i forgårs har jeg igen oplevet mange af de stærke kropslige reaktioner, som også kom lige efter overgrebet – rastløshed, ekstrem træthed, grådanfald og indre uro. Jeg taler konstant om retssagen og om overgrebet. Det er som om, at jeg er gået 14 måneder tilbage i tiden. Anne Charlotte siger, at det er helt normalt. Hun kalder det 'efterskælv' fra det voldsomme 'jordskælv', som jeg oplevede dengang. Jeg har taget et par dage fri, for at give kroppen og hjernen tid til at reagerer og bearbejde.
Det er ikke rart, men jeg ved at det går over og at livet igen vil blive godt. Jeg har jo prøvet det før og det er ikke så skræmmende denne gang, for jeg ved, at det bliver bedre igen.
Det er 14 måneder siden og retssagen er overstået, men det er ikke slut endnu. Der kører en arbejdsskadesag og jeg går til undersøgelser med knæet og skal også til en psykiater, for at få vurderet både fysisk og psykisk mén-grad.
Jeg har været heldig. Min chef har støttet mig hele vejen igennem. Når jeg ikke selv kunne træffe beslutningen om at sygemelde mig eller tage et par fridage, så træf hun den for mig. Hun sørgede for hurtig psykolog behandling til mig og til de andre, der var på arbejde den eftermiddag i marts. På intet tidspunkt har hun stillet spørgsmålstegn ved, om jeg var skyld i eller optrappede konflikten og det har været vigtig, for skyld og skam over ikke at kunne stoppe konflikten uden at det blev til vold, har fyldt meget hele forløbet igennem.
Så ja, jeg ved at livet er godt. Rikke var der og hun satte sit mærke i mit liv, men hun fik ikke lov til at ødelægge det eller mig.
