Robbie var 2½ år gammel da han kom til Danmark og blev en del af Hazyland Flokken, så jeg havde ikke nogen indflydelse på hans stambogsnavn. Han hedder (Whenway) Decorated Hero og er opkaldt efter en berømt engelsk væddeløbshest. Der var 3 hvalpe i kuldet - to tæver og Robbie - og de blev alle opkaldt efter væddeløbsheste. Hans to søstre hedder Pebbles og Dark Secret.
Da Robbie boede i England hed han Bobby, men for det første kan jeg ikke lide navnet Bobby og for det andet var der i 2001, da Robbie kom til Danmark, allerede 2 Border Collier, der blev kaldt Bobby, så da Johanna forslog, at jeg skulle lave det om til Robbie, var jeg ikke længe om at beslutte mig.
Robbies tidligere ejer havde ingen problemer med, at jeg lavede hans navn lidt om. Hun vænnede sig hurtigt til navneændringen, men der var andre af hans engelske venner, der havde rigtig svært ved at acceptere, at han ikke blot blev sendt til udlandet, men også skulle have nyt navn. Heldigvis er det endt med, at hans venner nu også er mine venner og at alle kan leve med at Robbie er Robbie :o)
Whisper var 6 uger gammel, da jeg så ham for første gang, så han var også registreret og havde fået navn. Han hedder (Bridacre) Wisp. Hans opdrætter kiggede tilbage i stamtavlen og hele kuldet blev opkaldt efter deres forfædre. Whisper er opkaldt efter sin Morfars farmor, der hedder Wisp from Whenway. Hans søskende hedder Lucy, Lucinda og Ryan efter Awaywoodever Lucy, Mizanne The Lady Lucinda og Reakasso Ryan.
Wisp from Whenway
Beat har jeg selv navngivet... men under et vist pres!!! Jeg vidste, at jeg ønskede et danse-navn til ham, men jeg forestillede mig, at jeg havde god tid til at tænke over det og bestemme mig. Men så ringede telefonen og Beats opdrætter bad mig beslutte hvad han skulle hedde inden for et kvarters tid, så kuldet kunne blive registreret inden The Kennel Club kontorets lukketid!
Yiks!!!! Desperat begyndte jeg at google forskellige danse temaer... Og der var det... et stort irsk danseshow, der hed 'Rhythm Of The Dance'. Jeg kunne ikke finde noget bedre, så jeg ringede tilbage til England og meddelte, at det skulle være hans navn.
20 minutter senere ringede opdrætteren igen. The Kennel Club havde ikke godkendt navnet. Det var for langt. Jeg havde stadig ingen bedre ideer, så løsningen blev, at 'the' blev fjernet og Beats stambogsnavn blev (Sheringem) Rhythm Of Dance.
Og for at slutte hvor vi startede... med Biscuits navn... Biscuit har ikke altid heddet Biscuit... Biscuit var mit ønske og hans opdrætter lavede navn-ændring på ham for min skyld (1000 tak). Han hed oprindeligt Buddha!!!!!