Beats lange vinter

December 2010

I oktober 2010 døde mine fantastiske gamle Robbie. Han var stærk og rolige og hvilede så meget i sig selv. Han var Hazyland flokkens ubestridte monark, men han havde aldrig brug for at demonstrere sin magt. De andre hunde respekterede hans status uden at stille spørgsmål.


Da Robbie forsvandt efterlod han et stort tomrum i flokken. Biscuit er for opfarende og selvcentreret til at blive en god førerhund og Whisper var aldrig rigtig blevet voksen... Først inden for det sidste halve år, er han trådt i karakter og jeg ser en ny side af ham - en mere ansvarlig og moden side. Han er blevet flokkens nye fører-han, men han har ikke sin fars naturlige autoritet og overblik.

I oktober 2010 stod lille følsomme Beat pludselig uden den struktur i flokken, som han havde brug for, for at fungerer. Der var ingen markant leder, Biscuits fik lidt mere rum til sine små sheltie-særheder, Whisper ændrede position og der kom oven i købet en lille ny hvalp ind i flokken. Beats verden blev usikker og han reagererde voldsomt.

Nærmest fra den ene dag til den anden holdt han op med at spise. Jeg tog ham til dyrlæge, men alt var normalt. Han havde bare ikke lyst til mad. Men vi ved jo alle, at en hund dør ikke af sult, hvis den får tilbudt mad hver dag. Det fik jeg ihvertfald at vide, at mange vel-menende mennesker. Godt så! - det kan jeg fortælle er en skrøne. Beat spiste ikke lige meget hvad jeg tilbød ham - jeg kogte ris, kylling, købte Karolines Ostesauce og alverdens andre lækkerier. Han snusede til det og vendte hovedet væk.

Efter adskillige ugers sultestrejke, blev jeg alvorligt bekymret og meget bange for hans helbred.

Den eneste måde, hvorpå jeg kunne få ham til at spise var, ved at tage mad med ud og give ham det som belønning i træningen. Man skal lave rigtig meget for at få spist en hel dags-ration mad, når hunden kun vil have en lille foder-pille som belønning for hver øvelse, så de fleste dage var han udmattet, før han havde spist halvdelen. Når man ikke får noget mad, så har man jo heller ikke energi og udholdenhed.

Jeg opfandt små lege, hvor han greb 5 stykker mad og når han havde spist dem, fik han bolden som belønning. Jeg begyndte også at fodre ham med Frölic, fordi der er mere fedt i og det var noget af det eneste han ville spise.

Det blev lettere da jeg opdagede, at han også ville tage mad som belønning, når jeg kaldte ham til mig på vores gåture. Det blev rutine, at han fik alt sin aftensmad i små håndfulde, i løbet at vores daglige gåtur. På den måde blev fodrings-situationerne langt mere afslappede for os begge. Jo mere jeg fokuserede på hans spisning, jo sværere var det for Beat, så det var virkelig en lettelse at finde en metode, så han fik føde nok uden stress.

Beat tabte sig meget og han blev træt og havde ikke noget overskud. De andre hunde blev for meget for ham og når han blev presset, blev han udadreagerende. Forholdet til de andre hunde blev meget anstrengt. Min flok har altid været harmonisk, men der begyndte at komme interne slagsmål og uro. Beat holdt sig meget for sig selv, for han kunne slet ikke magte at være sammen med de andre.

Han kunne hellere ikke rigtigt magte at komme med på arbejde mere. Han havde ikke overskud til beboernes lidt anderledes adfærd, selv om han har været vant til den gennem flere år.

Træningen var håbløs. Han var uinteresseret og havde ikke overskud. Vi lavede lidt, men det var korte sessioner og vi stoppede så snart Beat blev træt. Vi rykkede ikke rigtigt.

Vinteren har været lang, med mange spekulationer... Omplacering til et hjem uden andre hunde? Eller en mere radikal beslutning? Beat er en helt speciel lille fyr, som jeg har elsket dybt og inderligt fra den første dag jeg så ham. Han betyder rigtig meget for mig og det har været svært at se ham så ked af det. Jeg har følt mig enormt magtesløs.

Og så midt i marts begyndte Beat pludselig at spise igen. Han begyndte at blive mere social og han blev igen utålmodig og rastløs, hvis ikke han fik lavet nok... Den gamle Beat, som jeg næsten havde glemt hvordan var, er kommet tilbage.

Fjollede Beat - marts 2011

Hold da op, hvor er det dejligt. Beat kommer igen op i sofaen og hygger. Det er så længe siden, at han har villet være tæt nok på de andre hunde til bare at komme ind i stuen. Han leger de vildeste lege med Hero ude i haven og føler sig slet ikke presset. Og vi kan pludselig lave vores nye program - det, som vi ikke er kommet nogen veje med hele vinteren! Beat nyder at træne igen! Og han tigger når jeg spiser eller laver mad! Han spiser alt sin mad hver dag - af madskålen... og tager imod godbidder. Han skal ikke hånd-fodres mens vi går tur.

Hygge - april 2011

Jeg vidste godt, at jeg var bekymret, men det er først nu, hvor jeg mærker lettelsen, at det går op for mig, hvor bekymret jeg var. Velkommen tilbage lille Beat - du må aldrig gøre mig så bange igen!

April 2011

Dejlige Jive

I søndags kørte Helle og jeg til Fredericia for at lave opvisning ved Vild Med Dyr Messen. Da vi var på vej derover, bippede der en sms ind på min telefon. Det var fra Jens og Christina, der ejer min ex-hund Jive. Jive var en del af Hazyland flokken i ca. ½ år, men han trivedes ikke sammen med de andre hunde, så nu bor han i Middelfart og det er jo ikke ret langt fra Fredericia, så Jens og Christina spurgte, om ikke vi havde lyst til at komme til frokost hos dem. Joh tak, det ville vi da vældig gerne.

Det var dejligt at se Jive igen og gensyns glæden var gensidig. Jens og Christina syntes vist, at han opførte sig ret uhøfligt, men jeg tænkte bare, at det jo er sådan jeg kender ham :-). Han tiggede også ved bordet, da han boede hos mig og sprang op ad mig og skubbede til mig, når han ville nusses :-).

Da vi havde spist, legede vi lidt med Jive og testede hvor meget af sin dog dancing han stadig kunne huske. Han var faktisk ret dygtig, selv om det flere år siden han trænede sammen med mig.



Det var skønt at se Jive igen. Han er virkelig blevet voksen og hviler mere i sig selv, end han tidligere har gjort. Det ser ud til, at de ar han havde på sjælen da jeg fik ham, endelig er ved at hele.

Hero og Breakfast

Lidt aftenhygge for Hero og marsvinet Breakfast :-)

Lige siden en af mine venner som en joke spurgte om marsvin kan spises og foreslog, at jeg kaldte mit nyt marsvin for Lunch, har mine marsvin haft 'måltidsnavne'. I øjeblikket har jeg Lunch og Breakfast, men jeg har også haft en lille Tea (aftensmad).

Man bliver lidt overrasket...

- når man åbner hoveddøren og ser sådan en samling af kødben og pinde på trappen... Det er Heros værk! Han er en rigtig skattejæger og elsker at samle bunker af 'værdigenstande'. Heldigvis har han ingen problemer med at han vogter sine samlinger, så det skaber ikke vanskeligheder for resten af flokken og det er kun udenfor han gør det. Men han gør det også når vi går tur - finder ting, som han bærer med hjem til skattekisten.

Heros samle-mani er god motion for os begge. Han samler på trappen og jeg fjerner det igen. Derefter samler han atter tingene sammen, så jeg kan lægge dem væk... Jeg formoder, at trappen snart ville blive begravet i pinde, itu-bidte bolde, kødben og andet hvis ikke jeg fjernede det ind imellem.

27. marts

Everything happens for a reason...

27. marts.

D. 27. marts 2010 stod jeg op, hyggede mig med hundene og kl. 14 tog jeg på arbejde. I løbet af de næste timer blev mine grænser overskredet i en helt ufattelig grad. En psykisk syg kvinde skreg mig ind i ansigtet på en fuldstændig vanvittig måde, hun spyttede mig i ansigtet og jeg mærkede hendes savl løbe ned ad mine kinder, jeg blev sparket og slået så hård at mit knæ er smadret og jeg stod med en kniv få centimeter fra mit ansigt og min hals mens jeg blev bedt om at tage stilling til, om jeg ønskede at leve eller dø. Jeg tilbragte aftenen på skadestuen i Slagelse for at få de mærker jeg havde på kroppen dokumenteret og natten tilbragte jeg lysvågen, dopet af stesolid men stadig med totalt kaos i mit indre.

D. 27 marts 2011 stod jeg op, spiste morgenmad, gik en fantastisk tur med hundene, redigerede musik til Hero og Jazz, opdaterede Heros hjemmeside med nye billeder, gik endnu en tur med hundene, lavede aftensmad og nu er det tid til at slappe af... Om et par timer går jeg i seng og jeg forventer at sove trygt og roligt indtil i morgen tidligt, når vækkeuret ringer.

For præcist et år siden troede jeg ikke, at jeg nogensinde skulle kunne føle mig tryg igen. Jeg troede ikke, at alle de ting jeg går op i og elsker ville komme til at betyde noget igen. Min krop og mine følelser var i højeste alarm beredskab. Gosh de første måneder var svære. Jeg levede mit liv en dag af gangen - eller rettere sagt en time af gangen. Anne Charlotte - den psykolog som min arbejdsplads stillede til rådighed - var til helt uvurderlig hjælp og jeg er hende dybt taknemlig, men der skulle et andet voldsoffer til, før jeg fik den brik der manglede, for at jeg kunne komme videre og se fremad i stedet for bagud. Efter mødet med Aimé kunne jeg endelig holde op med at prøve at få overgrebet til at gå væk og i stedet lærer at forstå livet som det nu er.

Det sidste år har lært mig en svær lektie - tålmodighed! Ting tager tid! Arbejdsskade sagen - uafsluttet! Retsagen - endnu ikke begyndt! Møder, rapporter, skemaer... Hele tiden bliver jeg konfronteret med en episode, som jeg egentlig helst ville have afsluttet og lægge bag mig.
Og knæskaden... - uhelbredelig! For et år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle lærer at leve med kroniske smerter. Ikke nu ihvertfald. Måske engang når jeg bliver gammel, men jeg er jo ung...

For et år siden troede jeg, at jeg ønskede livet tilbage som det var før overgrebet og misforstå mig ikke - hvis jeg mødte ånden i lampen, så ville mit første ønske være, at overgrebet ikke havde fundet sted, men det fandt sted og det er netop essensen af det jeg har lært i det sidste år... At det fandt sted og livet er stadig godt.
Jeg har lært at det er i orden at være sårbar og at lade andre se, at jeg er det. Jeg har lært at tage hensyn til mig selv og mærke hvornår min krop og sjæl siger stop. Jeg har lært at accepterer at jeg sommetider bliver utryg og får et sug i maven og det er okay. Det er bare sådan det føles lige nu og det går væk igen.
Rigtig mange ting er blevet sat i perspektiv for mig. Når man med en kniv for struben og en sindsyg kvinde foran sig, har svaret på om man vil dø eller ej, så forekommer mange små trivialiteter pludselig ikke så vigtige.

27. marts.

27. marts er en god dag til at udtrykke sin taknemlighed.

Jeg er taknemlig for at jeg sammen med Helle og Anja, fik lov til at vinde et verdensmesterskab. Jeg er taknemlig for en fantastisk uge i Finland sammen med Helle, Katja og Susanna. Jeg er taknemlig for at jeg fik lov til at være der, da Robbie sov ind. Jeg er taknemlig for, at jeg kunne gå en smuk tur i solen sammen med min mor i går. Jeg er taknemlig for, at jeg har holdt min yngste nevø i armene. Jeg er taknemlig for, at Biscuit og jeg fik lov til at danse på Crufts. Jeg er taknemlig for min ferie hos Kath og David. Jeg er taknemlig for, at Hero snorker ved siden af mig mens jeg skriver dette. Jeg er taknemlig for at jeg var i live og havde alle de oplevelser, glæder og sorger...

27. marts.

Besøg i Næstved

Hero, Beat og jeg kørte til Næstved i dag for at besøge mine forældre. Med alle de rejser og andre aktiviteter der har været på det sidste, var det ved at være længe siden, at vi havde været der.

Mine forældre havde fået lavet en taske med et billede af Hero på til mig.
Billedet havde han fået Helle til at levere... Sikke en overraskelse :-)

Hero hilste høfligt på Bridie, da han kom ind.

Beat elsker at rulle når han kommer ind et sted, hvor der er tæpper.

Min mor og jeg så en gammel video fra en ferie, som vi var på i Prag i 1999!
Min far og Beat hjalp hinanden med at få videon til at virke.

Beat og min mor hygger - jeg tror måske, at Beat fandt det hyggeligere end min mor gjorde.

Min mor og jeg gik en lille tur med hundene.
Biscuit og Whisper havde ventet i bilen, mens Hero og Beat var med på besøg, så de skulle jo også lige lidt ud.

Den her lille fyr var ikke imponeret over 5 hunde!

Hindsgavl Slot

Hvordan ved man, at man er på et slot???
Man tjekker om toiletpapiret bliver foldet pænt når toiletterne rengøres!!!
- For det sker vist kun på rigtige slotte!!!

Torsdag og fredag i sidste uge var jeg på modul 1 af Conflict Coach uddannelsen på Hindsgavl Slot ved Middelfart på Fyn. Kurset var super interessant og om eftermiddagen bød naturen omkring slottet på nogle helt fantastiske gåture ved skov, eng og strand.

Om natten overnattede vi på et rigtig godt B&B - Kroghøjgaard. Det kan varmt anbefales, hvis man har brug for at overnatte ved Middelfart med hund. Søde værtsfolk og god plads til hundene.

Mmmm spisetid!

Hov... hvad laver Hero på bordet?

Biscuit føler sig godt hjemme.

God nat Whisper

Sov godt Hero

Og også dig Beat - Zzzzzzzzz