onsdag den 21. januar 2009

Whisper er hjemme igen

Krum-rygget, men han står op!

Bagparten er ikke rigtigt under kontrol endnu

Formiddagen var meget lang i dag! Men endelig kl. 11 ringede Dyrlæge Louise Frost-Christensen fra Karlslunde Dyrehospital. Hendes første ord var "Han har det bedre". Puh! Sjældent har jeg været mere lettet!
Derefter fulgte en lang forklaring inden konklusionen "Du kan hente ham i eftermiddag". endnu engang Puh!

Så Whisper er hjemme. Han er meget meget træt og bestemt ikke klar til HTM træning! Han er stadig meget usikker på bagparten, mister balancen især når han vender, slæber det ene bagben efter sig og snubler, MEN!!!! han ser glad ud og han kan gå (sådan da!) :-)

Man ved ikke med sikkerhed hvad der er sket. En blødning måske eller et lille stykke brusk, der er gået løs og har sat sig fast og blokeret et blodkar.

Og der er stadig en masse genoptræning forude.
Dyrlægen har talt med Lone og opdateret hende om sagen, så der skal vi op i morgen og sikre, at alt sidder som det skal. Og på fredag skal han tilbage på Karlslunde Dyrehospital til fysioterapi. Ellers skal han passes rigtig godt på og holdes varm. Små, korte, vakkelvorne ture i snor...

Hmmm vores træningsprogram har lige ændret sig fra nye, komplicerede freestyle tricks til vand-terapi og 'øve os i at gå i en lige linje uden at snuble'.

Whisper er noget restløs. Jeg tror at han har lidt ondt og ikke rigtigt kan finde hvile. Men han har spist og været ude og tisse og nu sætter jeg mig over og ser fjernsyn, så falder der forhåbentlig ro på hele flokken.

De andre hunde har helt klart reageret på Whispers pludselige sygdom.
Hazy og Robbie virker godt nok ret lige glade, men Biscuit er helt oppe på mærkerne efter at Whisper er kommet tilbage. Han gør sit bedste for at understrege at Whisper er svag og han er stærk!
Og Beat har været meget meget stille de sidste 24 timer. Jeg ved ikke om det var min bekymring og tristhed eller fordi Whisper var væk. Eller måske begge dele... Men ihvertfald er der fuld drøn på igen nu og han er tit henne og kigge nærmere på Whisper. Det er ikke så nemt at beskytte Whisper mod Beats kærlighed!

Ingen kommentarer: