søndag den 1. maj 2011

Flere kære minder...

Så er vi ved at være i bund med alle de gamle videoer, som jeg har uploaded til YouTube, så de er gemt for eftertiden.

Først er der Hazys LP1 prøve. Den er fra 1998, så den er efter de gamle regler.


Kiris LP2 prøver er fra 1997 og 98, så de er også efter de gamle regler, hvor hunden f.eks. skulle 2 x heelwork. Først lineføring, hvor handleren selv gik programmet og derefter et fri ved fod program, som dommeren dirigerede. Jeg har uploadet 2 af Kiris prøver.




Og så er der et par videoer, som intet har med konkurrencer at gøre. Trods alt er langt det meste af livet med hundene jo hverdag og samvær.

Kiri sammen med de to marsvin, som jeg havde den gang. Kiri var så glad for marsvinene og nussede og pussede om dem :-)


Og den sidste lille video er Paw, Kiri og Hazy, der leger i haven sammen med genboens corgi Viktor. Denne video må være fra 1997 - 98, for Hazy ser ret ung ud og hun er født i 1997 og Paw ser endnu ikke gammel ud og han døde i 2000 som en gammel, slidt mand. Det bærer han slet ikke præg af på den her video, så den må være fra et godt stykke tid før 2000.

Lille Hazy

Rejsen tilbage i tiden fortsætter... Her er det en video af Hazy og hendes søskende. De må have været ca. 5 - 6 uger gamle på det tidspunkt.

lørdag den 30. april 2011

Memory Lane

Jeg har netop fået spillet nogen af mine gamle VHS bånd over på DVD. Det har været fantastisk, at gense mange af de gamle hunde, som jeg har lært så meget af og noget af det jeg har lavet med dem, vil jer gerne dele med jer. Nyd denne lille rejse ned af min Memory Lane.

Min første hund var en schæferhund ved navn Paw. Her løber han agility i et indslag på TV2 Øst.


Og her træner han lidt lydighed hjemme i baghaven:


Og Kiri... det var med hende, at jeg tog de første skridt ind i den fantastiske verden af musik og dans, som nu er så stor en del af mit liv. Og her sker det... min allerførste HTM performance nogensinde - i 1998 :-)


Og et par år senere i 2001 på Vilhelmsborg ved World Cup Finalerne i dressur ridning. Konge familien var til stede!!!


Og Hazy - en LP3 prøve fra 1998. Hun var ca. 1½ år den gang og det var efter de gamle LP regler, hvor der var 6 felter til fremadsendelse og apport af ukendt genstand. Her ser det ud til at være en ske, de skulle hente.

torsdag den 28. april 2011

Mormor


Min mormor døde, da jeg var teenager og inden da, så vi hende egentlig ikke ret tit. Vi boede i Fredericia i en kort periode og min mormor boede i Middelfart, så i den tid, formoder jeg, at vi så hende lidt oftere. Jeg husker i hvertfald, at jeg overnattede hos hende og at hun fik en kat... Men ellers voksede jeg op i Island og på Grønland og bedsteforældre var kun nogen man så, når de enten kom på besøg hos os eller vi var på ferie i Danmark.

Jeg har kun vage minder om min mormor. Jeg husker en hvidhåret dame, jeg husker hvordan hendes lejlighed var indrettet og jeg husker en stor metal-bil, som jeg legede med, når jeg besøgte hende. Tanken om hende fylder mig med varme. Jeg husker, at jeg holdt af hende og at hun fik mig til at føle mig elsket.

Jeg er i Middelfart i dag, til sidste del af min Konflikt Coach uddannelse. Jeg ankom tidligt i morges og kørte gennem byen en lidt anden vej end de andre gange jeg har været her og pludselig så jeg dette gamle vandtårn midt i et lyskryds!


KAPOW!!!! SMAK!!!! BANG!!! Jeg rejste 30 år tilbage i tiden!!!!
Da jeg var barn og vi skulle besøge min mormor, føltes rejsen dertil altid uendelig lang. Vi kørte og kørte og kørte og jeg glædede mig så meget til at se hende og når vi så dette vandtårn, så var vi der... Blot et enkelt sving mere inden vi drejde ned ad Sixtusvænget, hvor hun boede...

Jeg var nødt til at fortsætte videre til Hindsgavl Slot, hvor mit kursus blev afholdt. Jeg skulle nå at gå med hundene inden kurset startede. Derefter blev jeg grebet af den helt fantastiske undervisning og da vi var færdige, skulle hundene ud på endnu en tur på stranden.











Men lidt over 5 kørte jeg tilbage til vandtårnet. Jeg skulle lige se det igen - og mindes... Jeg kørte også lidt videre, for at se om det jeg mente at kunne huske var korrekt og joh det var det. Lige rundt om hjørnet fandt jeg Sixtusvænget og de flade huse, som jeg husker, at min mormor boede i.





Ældre mennesker i dag er ængstelige (og det er mange unge vel egentlig også) og jeg tror, at en del af beboerne fandt det bekymrende, at jeg gik rundt med mit kamera og tog billeder af deres vej og hjem... Men det kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg var på en rejse 30 år tilbage i tiden og på en vandring langs 'Memory Lane'.

Hundene og jeg nyder nu en stille aften på vore B&B. Alle sover - det har været en god dag, men oplevelser for 2- og 4 benede. Jeg tror også, at jeg snart skal i seng.



Beat elsker at rulle sig på tæpper - selv en lille dør-måtte kan bruges til et godt rul.

Godnat - sov godt derude.

fredag den 22. april 2011

Påske besøg i Hillerød

I går kørte hundene og jeg til Hillerød, for at besøge min søster og hendes familie. Der skulle jo afleveres påskeæg og så var det også et stykke tid siden, at jeg havde set dem. Vi kørte derop, så vi var der ved 11 tiden. Så havde vi nogen timer sammen, inden mine forældre kom om eftermiddagen.

Min nevø Andreas og jeg brugte lang tid inde på Andreas' værelse, med at bygge det største luksus hus i lego.
Lille Marcus skulle sove, så ham måtte vi vente lidt med at hygge med.

Der manglede ikke noget!
Swimming pool, ude-køkken, haveskur, garage, vel-anlagt have og stor bil.
Og uden for huset står Onkel (den har ikke noget hår, for Sune har barberet håret af), Moster Emmy, far, mor og farfar (der heller ikke har noget hår, men han fik kasket på).

Da vi var færdige med huset, var det frokost tid og derefter gik Andreas og jeg en tur med hundene.

Kom nu Whisper! Nu har du snuset til den plet længe nok!

Turen gik ned til en lille sø, hvor hundene kunne bade.

Kast nu! Kast nu! Kast nu! Kaaaaaaassssstttt....

Jubiiii

Hjemturen gik via legepladsen... man kunne jo lige så godt slå to fluer med et smæk (hundetur og legepladstur).


Da vi kom hjem, var Marcus kommet op og sluttede sig til selskabet.

Smil :-)

Min søster, Andreas og Marcus

Tak til hele familien, for en hyggelig dag.

Smukke sort/hvide hunde!

Bridacre Wisp

Sheringem Rhythm Of Dance

Littlethorn Feet Of Flames

Littlethorn Feet Of Flames

Kuldsøskende: Littlethorn Top Fuel og Littlethorn Feet Of Flames

Kuldsøskende: Littlethorn Top Fuel og Littlethorn Feet Of Flames

Helles to tæver - Littlethorn Top Fuel og Littlethorn Avensis

Helles to tæver - Littlethorn Top Fuel og Littlethorn Avensis


tirsdag den 19. april 2011

Saxo

Lige et par nye billeder af Robbies søn Saxo. Han er opdrættet hos Lis Hedegaard (Kennel Smedegården) og hans mor er den tysk importerede Lionheart Bliss.