onsdag den 8. april 2009

En artig og velopdragen Biscuit????

En artig og velopdragen Biscuit???? Det lyder ikke rigtigt!!!

Biscuit-hunde er støjende små bæster med et ego på størrelse med Runde-tårn. Vældig dygtige hvis det passer dem, men er der en dejlig dame på den anden side af ringbåndet, så er det ikke blege for at stikke ud og hilse på hende inden de kommer tilbage og fortsætter deres optræden. Sådan er Biscuit-hunde! Sjove, charmerende og umulige ikke at elske, men velopdragne... Nah!

Men se så hvad min australske veninde skrev i en mail til mig:
"I was in a shop this morning before work and there was a toy dog and its name was Biscuit. You can tell it to sit, stay etc and it does. It was $100 or more though."

Hmmm tænker jeg så... Min Biscuit kostede væsentligt mere end $100 (ca. 500 dk kr.) og jeg brugte alt hans aftensmad i går aftes på at få ham til at lystre en sit kommando på ca. 3 meteres afstand af mig (danse-hunde har sjældent brug for at sidde - de er som regel ikke så sikre i den kommando... Ok, mine danse-hunde er ihvertfald ikke...). Så $100 og den lystre en sit... Det lyder som en god handel!!! Man får oven i købet også en velfungerende bliv-kommando med!!! Den er jeg med på!!!


Se her.... Den lystre 6 kommandoer!!!!!!

Det gør min også... på en god dag... i medvind... når solen ikke skinner den i øjnene og når den ikke har andre og vigtigere gøremål...

Nårh... og den er glad for børn... Det er min Biscuit også.... så glad, at den kan finde på at stikke ud af ringen for at hilse på dem, hvis de går forbi!

Såh tænker jeg nu... Vent til næste gang I ser Emmy og Biscuit optræde!!! Det kan godt være, at Biscuit ikke længere er en Blue Merle Sheltie... Jeg kan se fordele ved den anden model!!!!

Men så igen...
Det kan godt være, at min Biscuit er en uartig lille fyr nogen gang... men prøv at se hans CV:
Dec 2004: Nyfødt!
2006: Dansk Freestyle Champion - han var den 2. hund i Danmark der opnåede den title og den først af 'anden race' end Border Collie.
2007: Repræsenterede Danmark i den Internationale Freestyle Finale på Crufts og placerede sig som nr. 4 foran nogen af Europas mest berømte HTM hunde.
2007: Danmarks mest vindende FS hund gennem hele året.
2008: Repræsenterede Danmark i den Internationale Freestyle Finale på Crufts og placerede sig som nr. 6.
2008: Opnåede den engelske titel FS N Ex
2008: Best International Team of The Year 2008 i England.
2009: Med på det danske landshold til NM i Freestyle i Sverige.
2009: Vi krydser fingre og poter for at hans allergi nu er så meget under kontrol, at han kan komme tilbage 'stronger than ever' og endnu engang blande sig i toppen af dansk og International Freestyle. For en ting er sikkert... Han bliver ikke skiftet ud med en velopdagen legetøjshund... Hans uartigheder og stædigheder og begejstring for alt og alle er jo netop det der gør ham til Biscuit.

tirsdag den 7. april 2009

Har du lyst til at dele dit hjem med Jock?

Jock er en semi-pensioneret hyrdehund, der har brug for et hjem, hvor han kan nyde sin pensionist tilværelse. Han bliver 10 år til oktober, men er stadig sund og rask og i fin form. Han elsker alle mennesker, børn og hunde. Han er en nem og kærlig hund.

Han har brug for en pleje-familie, fordi Nicholai, der har trænet og konkurreret med ham, nu bor et sted hvor han ikke kan have ham.

Nicholai vil stadig gerne konkurrere med Jock, da han stadig går fantastisk til konkurrencerne. Så Jocks pleje-familie skal være indstillet på, at Nicholai låner ham engang imellem.

Nicholai og Jock har sammen været til to VM, to EM og tre NM sammen, samt masser af konkurrencer i Skotland og Wales og Jock har avlet nogle rigtig gode hvalpe. Det betyder meget for Nicholai, at Jock kommer til et hjem, som vil tage sig godt af ham og give ham nogle lange gå-ture og en masse kærlighed.

Jock vil ikke arbejde/hyrde for andre end Nicholai, så man skal ikke tage ham med håb om at få en fantastisk hyrdehund. Man skal tage ham, fordi man ønsker at dele sit hjem med en unik og elskelig hund.

Interesserede kan henvende sig hos Nicholai og Camilla - klik her for at sende dem en e-mail.
De kan svare på yderligere spørgsmål.

Fødselsdagsgave og kort

Det er snart en måned siden jeg havde fødselsdag, men i dag kom dette fotografi med posten. Det er en fødseldagsgave fra min engelske veninde. Er det ikke skønt, når overraskelserne spreder sig lidt, i stedet for at komme alle sammen på en dag? :o)


Billedet er fra Whispers Crufts performance og det er taget af Allan Seymour.

Der kom også en masse kort med posten i dag. De fleste af dem var påskekort fra udenlandske venner og bekendte. Jeg besluttede at lave mig en kop kaffe og sætte mig og nyde at læse dem. Jeg satte vand over og åbnede alle kortene på en gang, så jeg kunne smide kuverterne ud inde jeg satte mig. Det gik lidt stærkt...

Beat er en nysgerrig fyr og han var naturligvis vældig engageret i projektet.

Det ene kort... en stor rød kuvert... hmmm ja, det var ikke et påskekort... det var et 'Tillykke med det nye job' kort og da jeg flåede det ud af kuverten, fløj sølvstjernerne og de små glitrende 'congratulations' ud over hele gulvet. Lille Beat var dekoreret med sølvstjerner i hele hovedt og gulvet lignede mest af alt Ann DeRizzio's Crufts kostume (Sorry, interne joke! Ann DeRizzio er kendt for ikke at kunne få guld og glitter nok på sine kostumer).

Støvsugeren måtte lige frem, men da det så var klaret, nød jeg tilgengæld også både kaffen og kortene - specielt tillykke med jobbet kortet :o).

Øv, man kan ikke særlig godt se stjernerne i hans pels på billedet :o(

Det var gulvet inden støvsugeren kom frem... Øv, her kan man heller ikke rigtigt se stjernerne.

søndag den 5. april 2009

Ok, så måske er der lidt mere omtanke bag...

Ok, så måske er der lidt mere omtanke bag den skulptur jeg så i går, end der er bag rodet på mit skrivebord...
Se skyggen bag skulpturen!!! Det tror jeg altså ikke at mit skrivebord kan gøre!!!


Læs mere her!

lørdag den 4. april 2009

Arken

Min mor og jeg kørte til Ishøj i dag, for at se Kunstmuseet Arken.
Der er 3 udstillinger; UTOPIA, en udstilling med kunst fra Impressionismen og en med værker fra Arkens permanente samlinger.

Først kom vi til UTOPIA. UTOPIA består af 3 udstillinger og den første af dem er i Danmark nu. Det er værker lavet af den kinesiske kunstner Qiu Anxiong. Hovedværket er en kæmpestor, gammel kinesisk togvogn. I vognens vinduer vises dokumentariske videoklip og skyggebilleder fra Kinas fortid, nutid og fremtid. Det var interessant, men gjorde ikke et kæmpe indtryk på mig.





Derefter kom vi til den permanente del af Arkens udstilling. Det var et mix a totalt mærkelig kunst, som intet sagde mig og værker der enten bare var smukke eller også fik mig til at tænke.

Den her mindede mig om mit skrivebord på en dårlig dag!

Den her kunne jeg godt lide. Jeg ved ikke hvorfor, men det var en af dem, der fik mig til at tænke.

Og det her var bare smukt.

Denne skulptur stod alene i et stort rum med glas-vinduer hele vejen rundt. Det var også en af dem, der fik mig til at tænke. Den hed 'En anden tid' og den virkede så ensom i sit kolde, grå rum omgivet af den storslåede natur rundt om Arken.

Så kom vi til den udstilling, som jeg egentlig var taget afsted for at se. Det var en udstilling udlånt af The Israel Museum i Jerusalem med værker af de franske impressionister og post-impressionister som f.eks. Monet, Pissarro, Renoir, Gauguin og van Gogh.
Det var en god oplevelse. Mange af kunstværkerne var bare smukke, hvilket jo i sig selv er nok, men nogle fortalte fantastiske historier. Bare ved at se på billederne, begyndte jeg at fantasere om de malede personers liv og oplevelser.
Og så var det i sig selv en oplevelse at stå helt tæt på et originalt maleri af van Gogh eller Monet - dem man normalt kun ser som reproduktioner.

Min mor ser en video-intro til udstillingen.

van Gogh

Gauguin

Camille Pissarro

Dette er hvad man forventer at se fra Claude Monet...

- men jeg kunne bedre lide dette.

Jeg kan ikke huske hvem der har malet de sidste to, men det var malerier, som jeg godt kunne lide.


Jeg er vild med den måde bygningerne spejler sig i vandet.

Hazyland flokken står også tidligt op!

Ok, så i sidste uge bitchede jeg over at Bluewyle flokken stod tidligt op...
Hmmm, desværre lod Beat sig inspirere og kl. 6 i morges dumpede han en bold ned i mit ansigt. Det var jeg i stand til at ignorere. 2 minutter senere dumpede han en forsvarsløs sheltie samme vej!
Så gav jeg op, tog en alvorlig snak med Beat om forskellen på påske-ferie og arbejdsdage samt om forskellen på legetøj, der må slæbes rundt om dumpes og sheltier, der ikke bør slæbes rundt og dumpes - og derefter gik vi en lang morgentur i solskinnet.

En selvtilfreds Beat, der er glad for at han fik familien op og i gang!

Her ser han helt trist ud... :o(
Men det var han ikke :o)


RIGTIG GOD WEEKEND OG GOD PÅSKE!

fredag den 3. april 2009

Dejlig dag!

Hundene og jeg kørte tidligt fra kennel klubben i dag og gik en lang tur på stranden. Solen skinnede og det var en dejlig dag.


Og mens jeg gik der og nød solen og varmen og stilheden ringede min telefon med besked om, at jeg har fået arbejde :o).

Fra 1. maj skal jeg være gruppe-koordinator på en døgninstitution i Stenlille. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med noget, hvor der faktisk er en fremtid for mig og hvor jeg er ønsket. Sammen med fyre-sedlen fra kennel klubben, kom der også en følelse af at være uønsket og ikke at høre til. Det bliver rigtig rart at komme videre nu.

Ja, det er en dejlig forårsdag i dag!